|
Livets Ord 2007 Januar
Februar
Marts
April
Maj
Juni
Livets Ord -Januar 2007
"Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale." (Mark 7,37)
Umlazi er en af de mange forstæder, der opstod i 1950'erne rundt om de store byer i Sydafrika for at rumme den farvede befolkning. Her bor der ca. 750.000 mennesker, men der er mangel på skoler, hospitaler og på ordentlige boliger. Her er ikke engang en fodboldbane. Arbejdsløsheden overstiger 40 %. Fattigdommen avler vold, misbrug og en hastig udbredelse af AIDS. Mange føler sig isolerede, de er bange for at tale om deres lidelser og deres utallige problemer.
De ansvarlige for de forskellige kristne fællesskaber i Umlazi spurgte hinanden: "Hvad skal vi gøre?". Det er nødvendigt at "bryde tavsheden", sagde de til hinanden. Vi bør starte en dialog, lytte og tage del i hinandens problemer, for sammen at bære vanskelighederne. De begyndte med de unge, og det udviklede sig til en konstruktiv dialog, der førte til et stadigt dybere forhold.
Styrkede af denne erfaring har de kristne i Umlazi foreslået det stykke af Markusevangeliet, som dette Livets Ord handler om, til motto for den "økumeniske bedeuge for kristnes enhed", der i denne måned afholdes i store dele af verden.
Både stræben efter enheden blandt de kristne og det kristne svar på den menneskelige lidelse er indeholdt i Bedeugens intentioner. -------------------------------
Medens Jesus var på rejse, blev en døvstum ført hen til Ham og Han helbredte ham, idet Han udtalte ordet "Effata", det vil sige "Luk dig op!" De mennesker der overværede det, udtrykte forundring og råbte: "Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale." Jesu mirakler er udtryk for hans kærlighed til enhver Han møder på sin vej. De er også "tegn" på den nye verden, som Han er kommet for at oprette. Helbredelsen af den døvstumme er tegn på, at Jesus er kommet for at give os en ny evne til at lytte og til at tale.
"Effata", dette ord er sagt også til os, dengang vi blev døbt.
"Effata", således åbner Han vore ører, for at vi kan høre Guds Ord og lade det trænge ind i os.
"Effata" er hans opfordring til at åbne os og lytte til alle dem, Han identificerede sig med: Enhver, men frem for alt de små, de fattige, de nødlidende, og til at indlede en kærlighedsdialog med enhver, for til slut at dele vore egne erfaringer med Evangeliet.
I taknemmelighed mod Jesus der fortsat virker i os, udbryder vi, ligesom mængden på hans tid: "Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale." Hvordan skal vi leve dette Livets Ord?
Lad os bryde vores "døvhed" og dæmpe støjen i os og omkring os; den støj der forhindrer os i at høre Guds stemme, vor samvittigheds stemme og vore brødres og søstres stemme. ´ Fra mange sider bliver der, ofte uden ord, bedt om hjælp: et barn der kræver opmærksomhed, et ægtepar i vanskeligheder, en syg, en gammel eller en fange, der har behov for hjælp. Hertil kommer råbene fra borgeren, der ønsker en by til at leve i, fra arbejderne der ønsker mere retfærdighed, fra hele folkeslag der nægtes ret til at eksistere... Distraheret af tusindvis af interessante og attraktive ting, er vort hjertes øre ofte ikke opmærksomt på dem, der er lige i nærheden af os. Eller også er vi så optaget af os selv, at vi endda lader som om vi ikke hører noget. Livets Ord beder os om at "lytte" til andre, for sammen med dem at bære bekymringer og vanskeligheder, men også for at dele glæder og forventninger i en genfunden solidaritet. Livets Ord opfordrer os til ikke at være "stumme", men finde mod til at tale. Tale for at dele vore inderste oplevelser og overbevisninger, for at tage de umælende i forsvar, for at forsone, for at fremlægge ideer, løsninger, nye strategier ...
Og når vi føler vi ikke er på højde med situationen, når vi føler os utilstrækkelige, bæres vi oppe af en vished: Jesus har åbnet vor mund og vore ører. Det oplevede Lucy Shara fra Sydafrika, der var flyttet til Durban sammen med sin familie og pludselig skulle klare livet i en storby og et nyt og ansvarsfuldt arbejde. Dengang var der stadig apartheid, og det var usædvanligt at afrikanske kvinder besad ledende stillinger.
En dag opdagede hun, at der var opstået en form for akut astma blandt arbejderne på grund af de dårlige arbejdsforhold. Mange arbejdere forsvandt pludseligt eller blev borte fra arbejde i månedsvis. Lucy talte med vicedirektøren om det og foreslog, at der skulle installeres et effektivt udluftningssystem. Det var en stor udgift og ledelsen afslog. Lucy, der i nogen tid havde forsøgt at leve efter Livets Ord, fandt deri styrke og lys. Hun mærkede ligesom en ild i sit indre, der indgød hende mod. Hun bevarede roen i alle forhandlingerne og lod hende lytte opmærksomt til de holdninger, ledelsen fremsatte. "På et vist tidspunkt - fortæller hun - sprang de rette ord mig i munden, når jeg skulle forsvare dem, der var uden egen stemme. Det lykkedes mig at få ledelsen til at forstå, at de store investeringer ville blive tjent ind igen på grund af det bedre helbred hos arbejderne og det deraf følgende lavere fravær."
Hendes ord var overbevisende. Luftfiltrene blev installeret og astmatilfældene faldt fra 12 % til 2 %, og sygefraværet faldt tilsvarende. Direktionen takkede hende og endte med at give hende en bonus. Blandt arbejderne spredte tilfredsheden sig, og hele fabrikken åndede ren luft i mere end én forstand!
"Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale." Chiara Lubich Tilbage til toppen
Livets Ord - Februar 2007 "Velsignet den mand, som stoler på Herren."
(Jer 17,7) Det er den klogeste måde at leve på: lægge sit eget liv i hænderne på Ham, der har givet os det. Lige meget hvad der sker, kan vi stole blindt på Ham: Han er Kærlighed og ønsker det bedste for os.
Når profeten Jeremias udtaler denne "velsignelse", genkalder han et billede, der er elsket i den bibelske tradition: Et træ der er plantet på bredden af en bæk rig på vand. Det frygter ikke den hede årstid; dets rødder når ned til vandet, dets blade forbliver altid grønne og det er rigt på frugt.
Modsætningen hertil er den, der sætter sin lid til noget uden for Gud - det være sig til magt, rigdom eller indflydelsesrige venner - han sammenlignes med en busk i en salt og tør egn, der vantrives og ikke bærer frugt. Man vender sig til Herren, når man er i en ekstrem og desperat situation - en uhelbredelig sygdom, en ubetalelig gæld, livsfare ... det er forståeligt. Og dog ved vi, at hvad der er umuligt for mennesker er muligt for Gud. Men hvis alt er muligt for Ham (jf. Matt 19,26), hvorfor søger vi så ikke hen til Ham hvert eneste øjeblik af vort liv?
Livets Ord opfordrer os til at have et vedvarende fælles¬skab med Herren. Et forhold der rækker ud over de bønner, hvor vi beder Ham om noget, fordi vi jo altid har brug for hans hjælp. Det drejer sig om at opbygge et tillidsfuldt og fortroligt forhold til Ham - et forhold der udspringer af troen på hans kærlighed. Og den der lever i et sådant forhold er "velsignet", det vil sige han har fundet glæden og livets fylde. Gud, der er os nær - tættere på os selv end vi selv er - vandrer med os og kender hvert hjerteslag. Med Ham kan vi dele vore glæder og sorger, vore bekymringer og planer ... Vi er aldrig alene, heller ikke i livets sorteste og vanskeligste øjeblikke. Vi kan stole fuldt ud på Ham, Han vil aldrig skuffe os. Chiara Lubich siger, at en god måde at udtrykke dette tætte forhold på, er gennem "teamwork".
Ind i mellem kommer vi til at tænke på mennesker eller situationer, hvor vi her og nu er ude af stand til at gøre noget; tanker, som tynger os, så vi har svært ved at udføre det, Gud ønsker af os i dette øjeblik. Hvor ville vi gerne være hos dette menneske, som gennemgår en prøvelse eller er syg. Hvor ville vi gerne kunne løse den indviklede situation, drage ud og hjælpe de folkeslag der er i krig, på flugt eller sulter ...
Vi føler os magtesløse! Det er det øjeblik, hvor vores tillid til Gud kan nærme sig det heroiske: "Jeg kan ikke gøre noget som helst for dette menneske, ved denne situation, osv. Altså gør jeg det, Du ønsker jeg skal gøre nu: jeg studerer flittigt, arbejder samvittighedsfuldt, beder opmærksomt, tager mig godt af mine børn ... i forvisningen om, at Du løser den indviklede situation, trøster dem der lider, tager dig af det problem." Det er teamwork mellem Gud og os i perfekt har-moni, som dog kræver af os en stor tro på Guds kærlighed til sine børn. Det tillader at Gud gennem vore handlinger, får muligheden for at have tillid til os.
Denne gensidige tillid udvirker mirakler. Der, hvor vi ikke er kommet igennem med noget, er der en Anden, der er kommet og har gjort alting meget bedre, end vi kunne have gjort. Vi belønnes for vores heroiske tillid; vores liv, der er begrænset i tid og rum, får en ny dimension: vi føler os forbundet med den Uendelige… Det går op for os, hvad det indebærer at være børn til en Far, der formår alt, fordi vi har erfaret det. Rina, der af sin alder tvinges til at holde sig hjemme, fortæller: "Telefonen ringede. Det var en anden ældre dame, som jeg i et stykke tid har sendt Livets Ord. Hendes bror lå for døden, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Det var midt i ferietiden og det var svært at finde nogen, der kunne tage sig af ham, især fordi han gennem de senere år levede som hjemløs på gaden ... Jeg følte min venindes smerte som min egen, og jeg følte mig lige så afmægtig som hun. Hvad kunne jeg gøre, jeg der boede så langt væk og var bundet til min kørestol. Jeg ville i det mindste sige hende et par trøstende ord, men de ville ikke komme, ikke engang dét, var jeg i stand til. Jeg kunne ikke andet end at forsikre hende om, at jeg ville tænke på hende og endnu mere bede for hende. Om aftenen, da mine venner vendte hjem fra arbejde, overdrog vi i fællesskab denne sag til Gud og lagde al ængstelse og usikkerhed i hans hjerte.
Om natten vågnede jeg op og tænkte på den hjemløse, døende bror. Jeg faldt i søvn og vågnede op igen. Hver gang henvendte jeg mig til Faderen: også han er et af dine børn, du må ikke forlade ham. Tænk du på ham.
Et par dage senere ringede min veninde og sagde, at efter hun havde talt med mig den dag, havde hun følt en stor fred. 'De indlagde ham på hospitalet, der havde de taget sig af ham og lindret hans smerter. Han blev lutret af sin lidelse, han var parat. Han døde afklaret efter at have modtaget Eukaristien.'
I mit hjerte følte jeg taknemmelighed og en endnu større tillid til Herren." "Velsignet den mand, som stoler på Herren." P. Fabio Ciardi og Gabriella Fallacara Fornyeligt understregede Chiara Lubich Ordets vigtige plads, og hvor væsentligt Ordet er for vort liv og er et fyr for verden.
I december 2006 udpegede hun to af sine nærmeste med¬arbejdere til at udarbejde den månedlige kommentar til Livets Ord: Pater Fabio Cardi, teologiprofessor ved det ’Claretianum Institut’ og det Pavelige Salesianske Universitet i Rom, og Gabriella Fallacara, med-ansvarshavende for ’Centro Uno’, som arbejder for de kristnes enhed, som er Focolare-bevægelsens inter¬nationelle sekretariat for økumeni. Tilbage til toppen
Livets Ord - Marts 2007
"De, der sår under tårer, skal høste med jubel."
(Sl 126,5)
Disse ord stammer fra en salme, der besynger Guds stærke og afgørende indgriben, som befriede hans folk fra det babylonske fangenskab. Han fortsætter med at gribe ind ned gennem hele folkets historie, hver gang han har set det slået, modløst eller omringet af det onde. Det er også historien om enhver af os, sammenfattet i et stærkt billede om sædemanden, der på den ene side er usikker og ængstelig, når han lægger frøet i jorden. Bliver det en god sommer, mon kornet vil spire? På den anden side glæder han sig over den ventede høst. "Når vi tænker over vort liv - skriver Chiara Lubich - forestiller vi os det ofte meget harmonisk, som en række af dage, den ene mere perfekt end den anden, med veludført arbejde, studier, afslapning, tid til familien, møder, konferencer, sport, fritid osv. afviklet i ro og orden ... Menneskehjertet nærer altid et håb om, at alting vil gå sådan og kun sådan.
I virkeligheden kan vor "hellige rejse" udfolde sig anderledes, fordi Gud vil det anderledes. Han indfører andre punkter i vort program, punkter han ønsker eller tillader, for at vor tilværelse skal få den rette mening og nå det mål, den er skabt for. Og det er i dette lys, vi kan se de fysiske og åndelige smerter, sygdomme, tusinder og atter tusinder af lidelser, der taler mere om døden end om livet.
Hvorfor det? Er det måske, fordi Gud ønsker døden? Nej, tværtimod, Gud elsker livet, men et liv i en sådan fylde, et så frugtbart liv at vi - selv med al vor stræben efter det gode, det positive og freden - ikke kan forestille os det". Her kommer sædemanden ind i billedet, som sår et frø, der er bestemt til at dø. Det er et tegn på vore anstrengelser og vor lidelse, men også et billede på høstmanden, der høster frugten af det aks, der groede op af denne død: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold".
Og Chiara fortsætter: "Gud tillader at vi i løbet af vort liv erfarer en slags død - eller nogen gange mange slags død, men ... for at bære frugt, for at gøre gerninger der er Ham og ikke kun mennesket værdige. Dette er for Ham meningen med vort liv: et rigt, fuldt liv i overflod, et liv der afspejler Hans". Hvordan skal vi leve dette Livets Ord? Chiara kommer med et forslag: "Det er nødvendigt at lidelserne, store som små, tillægges værdi; være opmærksom på dem ... Vi skal frem for alt sætte pris på anstrengelsen, på de ofre det fører med sig at elske næsten: Det er vor særlige forpligtelse". Dette er en lidelse, der skaber liv!
Det skal vi gøre uden at give op, heller ikke når vi ikke kan se resultater, for vi ved jo at "én sår og en anden høster"4. Hvordan vil fremtiden se ud for vore børn, som vi prøver at opdrage så godt som muligt? Hvem vil opleve virkningen af mit sociale og politiske engagement?
Lad os aldrig blive trætte af at gøre det gode5, vi vil se at der kommer frugter. Måske først senere, måske et andet sted, men de kommer!
Et håb, en sikkerhed, et sikkert mål står foran os på livets vej. Vanskelighederne, prøvelserne og mod¬standen som vi af og til føler os tynget af, er noget vi skál igennem og som åbner vejen til salig-pris¬ningerne og glæden.
"På med vanten! Lad os se hinsides enhver smerte. Lad os ikke opholde os ved denne afbrydelse eller hin prøvelse ... lad os rette blikket mod den kommende høst". Patricia er 22 år og studerer jura. For et stykke tid siden fik hun en stilling som assistent for en departementschef. "Fra begyndelsen - fortæller hun - satte jeg mig for altid at forsøge at forbedre mit arbejde og forholdet til mine kolleger og gøre det på en sådan måde, at enhver følte sig værdsat".
Men ofte måtte hun gå imod strømmen for konsekvent at forsvare sine egne principper. Hun fortæller: "En højtstående person på mit arbejde, der nød særlige privilegier, opførte sig åbenlyst uærligt. Jeg var nødt til at sige det til ham."
Fordi hun havde fulgt sin overbevisning, mistede hun imidlertid sit job. "Jeg led rædsomt, men på samme tid var jeg rolig, fordi jeg vidste at jeg havde handlet rigtigt." Hun tabte altså ikke modet, måske fordi hun havde den sikre overbevisning, at hun har en Fader for hvem alt var muligt og som elskede hende uendeligt meget. Den økonomiske og arbejdsmæssige situation i Paraguay, hvor hun bor, er meget vanskelig, men selv samme aften modtog hun hele to tilbud om en stilling. Hendes nye arbejde er meget bedre end det gamle og oven i købet studierelevant. "De, der sår under tårer, skal høste med jubel." Fabio Ciardi & Gabriella Fallacara Tilbage til toppen
Livets Ord - April 2007 "Jeg er iblandt jer som den, der tjener."
(Luk 22,27) På de usyrede brøds fest, påskefesten, i "salen på øverste etage", delte Jesus sit sidste aftensmåltid med sine disciple. Efter at Han havde brudt brødet og sendt kalken med vin rundt, gav han dem den sidste budskab: Blandt hans efterfølgere skal den største gøre sig lille og den, der hersker skal være som den, der tjener.
Johannes beretter også om, hvordan Jesus udtrykker dette konkret for at vise det nye i det forhold, han er kommet for at indstifte blandt dem, der vil være hans disciple. Han vaskede deres fødder, imod enhver logik om storhed og ledelse. (Ved den sidste nadver spurgte apostlene hinanden om, hvem iblandt dem der mon var "den største".) "At elske vil sige at tjene. Jesus har selv givet os et forbillede," siger Chiara Lubich i en tale til kristne fra forskellige kirker i Schweiz i 1982.
Tjene, et ord der synes at nedværdige personen. Bliver den der tjener ikke normalt anset som underlegen? Og det selv om alle gerne vil betjenes. Vi kræver det af de offentlige instanser, af socialvæsenet. (Og siger man ikke "tjenestemand"?) Vi er taknemmelige overfor ekspedienten, når vi bliver pænt behandlet, overfor funktionæren når de ordner vores sager hurtigt, og overfor lægen og sygeplejersken når de tager sig opmærksomt og kompetent af os, og så videre.
Hvis vi forventer dette af de andre, så kunne det jo være, at de andre forventede det samme af os.
Jesus ord gør os opmærksomme på, at vi kristne har en kærlighedsgæld overfor alle andre. Sammen med ham og ligesom ham skal også vi overfor hver eneste person, vi lever sammen med eller møder på vort arbejde, kunne gentage: "Jeg er iblandt jer som den, der tjener." Chiara Lubich erindrer os om, at kristendommen betyder "at tjene, tjene alle, se en overordnede i alle. Hvis vi er tjenere, er alle andre vores overordnede. Det centrale er at tjene, tjene, at indtage den nederste plads – som er den vigtigste plads ifølge Evangeliet ...
Kristendommen er en alvorlig ting; det er ikke en smule fernis, en smule medfølelse, en smule kærlighed, en smule almisse. Langt fra! Det er for let at give almisse for at have samvittigheden i orden og så kommandere, undertrykke."
Men hvad skal vi så gøre for at tjene? I den nævnte samtale peger Chiara på et enkelt råd: "leve den anden", det vil sige forsøge at krybe ind under den andens hud, sætte sig ind i den andens følelser og forsøge at bære hans byrder.
Børn for eksempel vil gerne have, at jeg leger med dem, altså leger jeg! Betyder det også, at jeg skal holde en af mine nærmeste med selskab, når de gerne vil se fjernsyn eller gå en tur? Jeg synes måske, det er spild af tid. "Nej, det er ikke spild af tid, det er kærlighed, det er vunden tid, fordi man skal af kærlighed gøre sig til ét med den anden". "Skal jeg virkelig komme med jakken til den, der skal ud af døren, eller bære bakken ind på bordet?" Lige præcis, for den tjeneste Jesus kræver af os er ikke en abstrakt tjeneste, det er ikke følelsen af at tjene. Jesus talte om en konkret tjeneste, med musklerne, med benene, med hovedet; vi skal netop tjene!" Nu ved vi altså, hvordan vi skal leve dette Livets Ord: Vi skal være opmærksomme på den anden og reagere prompte på hans behov og elske gennem vore gerninger.
Af og til drejer det sig om at gøre sit eget arbejde bedre, at udføre det med større kompetence og perfektion, fordi vi dermed tjener hele samfundets fællesskab.
Andre gange skal vi imødekomme de behov om hjælp, der kommer enten fra ældre, arbejdsløse, handikappede, ensomme i vores nærhed, eller som når os fra lande langt væk, som følge af naturkatastrofer, som en bøn om adoptioner, som støtte til humanitære projekter.
Den, der har taget et sådant ansvar på sig i samfundet, skal aflægge sig enhver ubehagelig, autoritær holdning og huske på, at vi alle er brødre og søstre.
Hvis vi gør alt i kærlighed, vil vi opdage at "tjene er at herske", som en gammel kristen talemåde siger. "Jeg er iblandt jer som den, der tjener." Fabio Ciardi & Gabriella Fallacara Tilbage til toppen
Livets Ord - Maj 2007 "Deraf kan alle vide, at I er mine di¬scip¬le: hvis I har kærlighed til hinanden."
(Joh 13, 35) Jesus sidder til bords med sine venner. Det er hans sidste aftensmåltid, før Han forlader denne verden. Ved dette højtidelige øjeblik betror han dem sin sidste vilje, ja næsten et testamente: "Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden". Dette bliver gennem tiderne kendetegnet på Jesu disciple, et kendetegn der identificerer dem: Derpå skal alle genkende jer!
Sådan har det været fra begyndelsen af. Det første fællesskab af troende i Jerusalem nød alles anseelse og sympati netop på grund af deres enhed. Det var denne enhed, der hver dag tilskyndede nye mennesker til at slutte sig til dem.
Og nogle år senere gengiver Tertullian, en af de første kristne forfattere, noget der blev sagt om de kristne: "Se hvor de elsker hinanden, og hvordan den ene er rede til at dø for den anden". Det var Jesu ord, der blev til virkelighed: "Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden." Den gensidige kærlighed er altså de kristnes ydre kendetegn, ligesom "en klædedragt som unge såvel som gamle, mænd såvel som kvinder, gifte såvel som enlige, voksne såvel som børn, raske såvel som syge, kan tage på for altid og overalt med sit liv at udråbe Ham de tror på, Ham de vil elske".
I den enhed der opstår gennem den gensidige kærlighed blandt Jesu disciple, synliggøres – som i et spejl – noget af den Gud, som Jesus har åbenbaret som Kærlighed. Kirken er et billede på Treenigheden.
Dette er i dag mere end nogensinde før måden at forkynde Evangeliet på. En verden der ofte bliver oversvømmet af en ordstrøm, søger vidner snarere end lærere og ønsker sig forbilleder frem for ord. Det er nemmere for menneskene at tage Evangeliet til sig, når de ser at det føres ud i livet, og når de ser, at det er i stand til at skabe nye forhold, prægede af broderlighed og kærlighed. Hvordan kan vi leve dette Livets Ord? Ved at holde den indbyrdes kærlighed levende iblandt os og således danne "levende celler" i Kristi Legeme. Chiara Lubich har skrevet: "Hvis der i en by på forskellige steder tændes den ild, Jesus har bragt til jorden, og denne ild modstår verdens kulde på grund af indbyggernes engagement, vil vi i løbet af kort tid have antændt hele byen med Guds kærligheds ild. Den ild, Jesus har bragt til jorden, er Ham selv, er kærlighed: den kærlighed der ikke kun knytter mennesket til Gud, men også knytter menneskene til hinanden indbyrdes ...
To eller flere mennesker forenet i Kristi navn, der ikke frygter eller skammer sig over at udtale overfor hinanden deres ønske om at elske Gud, men som derimod gør enheden mellem dem i Kristus til deres ideal, er en guddommelig kraft i verden. Og denne ild kan tændes i enhver by i familierne: mellem far og mor, søn og far, svigerdatter og svigermor. Den kan findes i et sogn, i en forening, i samfundet, i en skole, i erhvervslivet, hvor som helst.
Det er ikke nødvendigt, at de allerede er helgener, for så ville Jesus har sagt det. Det er nok, at de er forenede i Kristi navn og altid er trofast overfor denne enhed. Naturligvis er det kun i en kort tid, at de skal være to eller tre, fordi kærligheden spredes af sig selv og forøges hele tiden.
Dette lille ildsted, antændt af Gud, hvor som helst på jorden, vil nødvendigvis udbrede sig. Og Forsynet vil fordele disse flammer, disse 'ildsjæle', hvor Han vil, så at verden vil styrkes ved Guds kærligheds varme og genfinde håbet". "Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden." Fabio Cardi og Gabriella Fallacara Tilbage til toppen
Livets Ord - Juni 2007 "Sandhedens ånd, skal vejlede jer i hele sand¬heden." (Joh 16,13) Evangeliet virker tiltrækkende med sine ord om sandhed. I dem taler Han der har sagt: "Jeg er Sandheden"1. Jesus lukker Guds uendelige mysterium op for os og åbenbarer os sin kærlig-heds¬plan med menneskeheden. Han giver os Sandheden.
Men sandheden er uendelig dyb som et mysterium. Hvordan kan vi fuldt ud forstå og leve sandheden? Jesus selv ved, at vi ikke er i stand til at bære "byrden". Det er netop derfor, at Jesus ved det sidste måltid sammen med sine disciple, før Han vender tilbage til sin Fader, lover dem at sende sin Helligånd, der vil forklare dem hans ord og lære dem at efterleve dem. Fællesskabet af troende kender sandheden, fordi det lever i Jesus. Samtidig er de på vandring mod "sandhedens fylde" under Helligåndens sikre vej¬ledning.
Kirkens historie kan læses som en historie om dens gradvise og stadig dybere forståelse af mysteriet om Jesus og hans ord. Helligånden fører Kirken ad denne vej på mange forskellige måder: gennem de kristnes bøn og bibelstudier, gennem helgenernes nådegaver og gennem Kirkens lære-embede2. Åndens ”stemme” taler også i hver troendes hjerte. Ånden bor dér og giver sig der til kende dér. Ånden foreslår os gang på gang at tilgive, at tjene, at give eller at elske. Ånden lærer os, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Ånden erindrer os - måned efter måned - om de Livets Ord, som Evangeliet sår i os og lærer os at leve efter dem. Hvordan kan vi leve dette Livets Ord? Det kan vi ved at lytte til den "stemme", der taler i os, ved at være lydhør mod Helligånden der leder, opmuntrer og fører os.
Chiara Lubich skriver: "Den kristne bør vandre under Helligåndens indskydelser, så at Ånden kan virke i hans hjerte med sin skabende kraft og føre den kristne til hellighed, til delagtighed i Guds natur og til opstandelsen." For bedre at forstå, ja næsten forstærke, denne "stemme", indbyder Chiara os til at leve i indbyrdes enhed. For på den måde lærer vi ikke kun at lytte til Helligåndens stemme inden i os selv, "men også til Hans stemme der er til stede blandt os; Han som er til stede blandt os, når vi er forenet i Ham, i den Opstandne." Når Jesus er iblandt os bliver vi gennem Helligånden mere lydhøre for hans stemme i enhver af os. Jesus midt iblandt os virker som en højttaler for Åndens stemme i os. Det har altid syntes os, at den bedste måde at elske og ære Helligånden på, var at lytte til hans stemme. Han kan kaste lys over ethvert øjeblik af vort liv ... Vi opdagede til vor store forbløffelse, hvordan vi ved at lytte til denne stemme, vandrede mod fuldkommenheden: lidt efter lidt forsvinder vore laster og de evangeliske dyder styrkes. Dette Livets Ord, der læses på festen for Treenigheden (den 3. juni), indbyder os til at vende os til Helligånden i bøn: "O Helligånd, vi beder dig ikke om andet end Gud ... Giv os at leve resten af vort liv kun og altid og i hvert øjeblik for dig, som er den eneste vi vil elske og tjene. Gud! Du som er rene ånd, overfor dig er vor menneskenatur som en tom kalk, hvilken skal fyldes med dig selv ... Gud bør stråle ud gennem vor sjæl, vort hjerte, vort ansigt, vore ord, vore handlinger, vor tavshed, vort liv, vor død og vor eftermæle, efter at vi er gået borte fra denne jord. Vi bør kun efterlade et lysende spor af hans nærvær, af Ham, der er til stede i os, som lever midt i verdens stof og ruiner; midt i en verden, der lever eller smuldrer; midt i alle tings berømmelse eller forfængelighed. Vi ønsker at efterlade et lysende spor af Ham, som underkaster og udsletter alt for at give plads for Altet, for den Ene, for Kærligheden". "Sandhedens ånd, skal vejlede jer i hele sandheden." Fabio Ciardi & Gabriella Fallacara Tilbage til toppen
|
