|
Fra ord til liv Her kan du læse hvordan Livet Ord leves i hverdagen. Mit forhold til mine kolleger ændrede (udgivet i Ny Stad nr 3, 2010)
Lille intermezzo (udgivet i Ny Stad nr 2, 2010)
'Brobygge London' (udgivet i Ny Stad nr 1, 2010)
Mit forhold til mine kolleger ændrede  | Mit forhold til mine kolleger ændrede Gennem nogle år har jeg haft det svært på mit arbejde, trods dét, at jeg ofte bad inden jeg gik ind eller på vej op ad trappen til arbejdspladsen, om at Jesus ville gå med mig helt ind og at jeg måtte se med kærlighedens øjne. Det lykkedes ikke ret godt.
Jeg er en rigtig 68’, der er opvokset med, at man skal være kritisk- stille kritiske spørgsmål til alt og alle og det gjorde jeg. |
I løbet af efteråret, kastede Gud lys over sagen. Det gik op for mig, at jeg ikke kunne fortsætte på dén måde Det forpestede mit forhold til mine kolleger og stemningen omkring mig og jeg indså, at de jo ikke gjorde tingene på dén måde for at genere mig, men fordi de mente det var dén bedste måde. Jeg har vedtaget med mig selv, at jeg skal undlade at skabe konflikter. Være mere imødekommende og accepterende. Så må jeg skrive det ned og gå til min leder, hvis der er noget der gentaget ikke er i orden.
Det har været en stor hjælp i min hverdag, nu kan jeg mærke Guds kærlighed strømme imod mig fra mine medmennesker, ikke fra alle, men fra mange.
En anden erfaring, har jeg fra mit frivillige arbejde i en verdensomspændende Kristen forening for Social og Sundhedspersonale, hvor vi hvert år i januars første uge holder bedeuge for Europas social og sundhedssektor. I år blev den for første gang holdt i Danmark på Mors, og vi var 25 deltagere fra 10 forskellige lande; der sneede inde deroppe, så sangere og taler ikke kunne komme frem og vi ikke kunne komme over gaden til kirken på den anden side af vejen eller på bustur for at vise lidt af vores land til de fremmede. Alt foregik på engelsk og overskriften for ugen var ”Moved by compassion” - ’Bevæget af barmhjertighed’. Og det blev virkelig en demonstration af Guds barmhjertighed mod os. Vi havde én ustemt guitar, men efter en pause sad én schweizisk kvinde pludselig med sin bærbare computer foran sig og ved hjælp af den havde hun stemt guitaren og sang og spillede nu lovsang, mens en stor gruppe stod rundt om hende og sang. Vi kom aldrig til at mangle lovsangere, vi kunne selv. Vores taler, en kendt dansk EU-politiker som ikke kunne komme frem heller, sendte sit manuskript på engelsk og en hollandsk deltager, kendte hende heldigvis fra EU og kunne introducere teksten for de andre og læse manuskriptet op. Hun kunne også lede samtalen bagefter om kristne værdier og barmhjertighed i Sundhedsvæsnet såvel som i politik. Da vi om fredagen endelig kunne komme over i kirken og stod udenfor i solen og nød det smukke syn af landsbykirken og alt det hvide med Limfjorden som baggrund, sagde vore engelske venner: ”Det her er et fint billede på livet med Gud, sådan som denne uge har formet sig; helt anderledes end hvad vi havde planlagt, men så fuld af uendeligt berigende bedestunder og samvær. Og så var der Guds nærvær og svar; igen og igen. Inger Ebbesen, Odense Tilbage til toppen
Lille intermezzo  | Lille intermezzo ”En time forsinket!” sukker Jørgen.
Ja, ærgerligt nok, skærmen i ventesalen giver klar besked, ser jeg. Ryanair kan prale nok så meget af at 97 procent af deres afgange passer med tidsplanen; denne gang har vi at gøre med de 3 afvigende procenter! Heldigvis havde vi beregnet god tid til at kunne nå vores togforbindelse i Manchester. |
Folk i køen leder efter en stol. Børn bliver mere støjende. Jeg kan mærke at spændingen langsomt stiger i afgangshallen. Jeg kunne gøre noget fornuftigt, finde den bærbare og sortere mailen.
Et sted bag min ryg begynder et barn at græde. Det græder ikke bare, men vræler, med en hvinende lyd. Min koncentration er væk. Desværre har jeg ingen ørepropper ... Nej, hvor irriterende! Den hvinende lyd går mig på nerverne. Ja men, er det ikke netop min chance? En opfordring til at praktisere lidt af det glade budskab midt i verden. Være tålmodig, ikke lade sig irritere. Denne tanke giver mig ro, og mærkeligt nok rører vræleriet mig ikke længere. Pludseligt ser jeg hele sceneriet med andre øjne: mennesker, der er bekymret for, hvordan de skal komme hjem; det stakkels barn, som har følt spændingen, det er træt, det trænger til afledning. Kan jeg gøre noget?
Idé! Luk den bærbare, tag et stykke papir og en tusch op af tasken, og hen til det grædende barn.
Det lille misfornøjede pus spræller på sin fars arm.
”Må jeg lave en tegning til dig?” Den hylende sirene er lige med ét helt tavs.
To runde, sorte øjne ser overrasket på mig.
”Se, jeg tegner et dyr til dig. Når du kan se, hvad det er for et dyr, skal du sige hvad det er.”
Tuschen bevæger sig langsomt over papiret. ”En elefant!”, råber en barnestemme bag mig. Det er hendes søster på fire. ”Fant” gentager den lille.
”Netop! Nu et andet dyr.”
”En sommerfugl!” ”Et tog!”
Og så løber de pludselig begge hen til vinduet.
Jeg veksler et par ord med den marokkanske far, og går tilbage til min plads. ”Mission accomplished.”
”Du skulle have set ansigterne på folk, da du gik hen til dem!”, siger Jørgen: ”De tænkte: hvad sker der nu?” Donato Ruffo
Tilbage til toppen
'Brobygge London'  | Jeg bor i London og er en del af en Gen (Ny Generation)-gruppe i London. I en Gen-gruppe øver vi os i .. enheden. Vi ’træner’ ved først at leve selv iblandt os. Vi er piger fra den katolske kirke, den ortodokse kirke, og jeg selv, der tilhører den anglikanske kirke. Vores fælles erfaring er, at opbygge relationer, som er mere end blot tolerance, men som er gensidig kærlighed. |
Det betyder, at vi går ud til de andre med et åbent hjerte – for at lære deres kultur at kende og baggrunden for deres tradition; for at elske denne som vores egen. Det er med denne enheds styrke, broderkærlighed kan spire frem. Da Chiara Lubich kom til London i 2004, søsatte hun et projekt, der hed ‘Brobygning London’. Det var fantastisk, for i lang tid havde folk i London været stolte over sig selv, at de var multi-tro’ende og multi-kulturelle. Men Chiara sagde, at det ikke var nok – vi har brug for dialog mellem de forskellige traditioner og kulturer; vi har brug for en gensidig kærlighed. Det var en virkelig øjenåbner for mig.
De fleste af mine erfaringer har været centreret om min arbejdsplads, et museum i London. Der er stor forskel på medarbejdernes racemæssige sammensætning. De fleste kuratorer, videnskabsfolk og udstillingsmedarbejdere er hvide europæere. Mange af rengøringsfolk er fra Østeuropa eller Asien, og det store flertal af medarbejder, der arbejder på korttids kontrakter er sorte afrikanere eller afroamerikanere. Forskellen er markant og forfærdende. Som et forsøg på at ‘Brobygge London’ traf jeg den bevidste beslutning, at jeg ville prøve at anerkende og elske medarbejdere omkring mig, og især dem med en anden etnisk oprindelse.
Et af de letteste steder at begynde var med sikkerhedsstaben ved indgangen til museet, hvor de skulle gennemsøge taskerne. Hver gang plejede jeg at smile og åbne min taske hurtigt. En dag sagde en af vagterne: ‘Det er mennesker som dig, der gør vores arbejde lettere’. Jeg blev forbavset over, at noget så lidt som et smil gjorde en sådan forskel. Fra da af talte vi sammen hver gang, jeg skulle igennem.
Sammen med de andre Gen drenge og piger er vi engageret i at ’Brobygge London’ på mange måder. Fra tid til anden afholder vi ’Internationale caféer’, som samler unge mennesker fra mange forskellige traditioner og kulturer på kryds og tværs af byen. For eksempel organiserede vi tidligere i år en stor latinamerikansk aften med 200 unge mennesker. Før vi begyndte, mødtes vi, fra Gen-gruppen, anglikanere og katolikker, for at slutte en pagt og for at bede sammen, for at forsikre os om Jesu nærvær iblandt os. Han lover nemlig: ’Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem’. Det blev en meget speciel aften; der var en fantastisk atmosfære, meget forskellig fra klubberne og barerne rundt omkring i det centrale London, og mange mennesker spurgte os ud om vores liv, om vores engagement med at arbejde for en forenet verden.
A. G., London Tilbage til toppen
|
