Livets Ord 2009

Januar
Februar
Marts
April
Maj
Juni
Juli
August
September
Oktober
November
December

Livets Ord -Januar 2009

"Nu er der mange lemmer, men ét legeme" . (1 Kor 12,20)

 Har du nogensinde mødt et levende kristent fællesskab? Har du nogensinde været med til nogle af deres møder og lært deres liv at kende?  Så har du også lagt mærke til de mange forskellige funktioner hos dem, der udgør dette fællesskab. Der er nogle, der har den gave at kunne tale og som kan fortælle om den åndelige virkelighed, så det rører dit hjerte. Der er nogle, der hjælper, støtter og drager omsorg for andre mennesker. Og du undrer dig over de fantastiske resultater de opnår til gavn for så mange lidende. Andre underviser med en sådan visdom, at de gang på gang styrker din tro. Og andre kan organisere eller lede. Nogle kan forstå andre mennesker og give trøst til de hjerter, der trænger til det.
 Ja, alt dette kan du opleve, men det, der først og fremmest slår én er, at i et sådant levende fællesskab findes den ånd der præger alt, der gør dig let om hjertet og gør dette enestående fællesskab til én enhed, ét legeme.

"Nu er der mange lemmer, men ét legeme"

 Også - og især - Paulus befandt sig over for levende, kristne fællesskaber, der netop var blevet til gennem hans enestående ord.
 Et af disse fællesskaber var den nye menighed i Korinth, hvor Helligånden ikke havde været nærig med at skænke sine gaver - eller karismer som man kalder dem. Tværtimod var der på meget kort tid sket ekstraordinære ting, på grund af den unge kirkes særlige kald.
 Selv om dette fællesskab havde oplevet store ting gennem de gaver Helligånden havde givet dem, erfarede de også stridigheder og uro netop blandt dem der havde modtaget gaverne.
 Derfor henvendte de sig nu til Paulus, der var hos efeserne, for at få afklaret nogle ting.
 Paulus tøvede ikke, men forklarede i et af sine breve, hvordan disse særlige nådegaver burde bruges.
 Han forklarer at der findes forskellige nådegaver, forskellige tjenester, som det at være apostle, profeter eller lærere, men at den Herre fra hvem de alle kommer, er én. Han siger, at der i fællesskabet findes nogen der udvirker store gerninger, nogle der helbreder, nogle der har en særlig evne til at hjælpe, nogle til at lede, ligesom der findes nogle, der kan tale i tunger, og nogle, der kan tolke det, men han tilføjer, at Gud fra hvem alle gaverne kommer, er én.
 Og eftersom de forskellige gaver er udtryk for den samme Helligånd der giver os dem gratis, kan de ikke andet end at være i samklang med hinanden, de kan ikke andet end supplere hinanden. De tjener ikke den personlige tilfredsstillelse, de kan ikke være årsag til forfængelighed eller selvbekræftelse, men er blevet givet med et fælles mål for øje: at opbygge fællesskabet, deres formål er tjeneste. De kan altså ikke være ophav til rivalisering eller forvirring.
 Selvom Paulus her taler om de særlige nådegaver der handler om fællesskabets liv, mener han, at ethvert medlem har sin særlige evne, sit særlige talent for at handle til fælles bedste, og enhver bør være tilfreds med sit eget.
 Han beskriver fællesskabet som ét legeme og spørger sig selv: Hvis legemet kun var øjne hvad så med hørelsen? Og hvis den kun var ører hvad så med lugtesansen? Altså, Gud har givet legemsdelene deres forskellige opgaver i legemet, sådan som Han har villet det. Hvis alle var den samme legemsdel hvad ville der så blive af hele  legemet? (jf. 1 Kor 12,17-19).
 
Men: "Nu er der mange lemmer, men ét legeme"

 Hvis alle er forskellige, kan alle være en gave for hinanden, og dermed være sig selv og virkeliggøre den plan Gud har med os i mødet med andre.
 Paulus ser i det fællesskab, hvor de forskellige gaver virker, en virkelighed som han giver et herligt navn: Kristus. Faktum er at dette enestående legeme der omfatter fællesskabets legemsdele, er Kristi Legeme. Kristus fortsætter virkelig med at leve i sin Kirke og Kirken er Hans legeme. I dåben indlemmer Helligånden jo den troende der indføjes i fællesskabet, i Kristus. Og dér er alle Kristus, enhver adskillelse er ophævet, enhver diskrimination er overvundet.

"Nu er der mange lemmer, men ét legeme"

          Det kristne fællesskabs medlemmer vil kunne praktisere denne nye livsstil på en god måde, hvis de danner ét legeme, med andre ord hvis de virkeliggør enheden blandt dem, den enhed der forudsætter forskelligheden og mangfoldigheden. Fællesskabet er ikke en ubevægelig klump stof, men en levende organisme med forskellige legemsdele.
 Når kristne sår splid, handler de stik imod det de bør gøre.

"Nu er der mange lemmer, men ét legeme"

 Hvordan skal vi så leve dette nye Ord fra Bibelen?
Det er nødvendigt at have stor respekt for de forskellige funktioner, for det kristne fællesskabs gaver og talenter.
Det er nødvendigt at gøre hjertet så stort, at det kan rumme Kirkens brogede rigdom og ikke kun den lille del af Kirken vi kender og kommer i, vores egen menighed, forening eller bevægelse, men hele den universelle Kirke i dens mangfoldige former og udtryksmåder.
 Alt skal vi opfatte som vort eget, for vi er en del af dette ene legeme. Og på samme måde som vi beskytter og drager omsorg for hele vores fysiske legeme, bør vi også gøre det for vores åndelige legeme.
 Vi bør værdsætte alle og gøre vores bedste for at være nyttige for Kirken.
 Vi bør ikke agte det Gud beder os om, dér hvor vi er, ringe, lige meget hvor ensformigt, monotont og betydningsløst det daglige arbejde forekommer os. Vi tilhører alle det samme legeme og - ligesom lemmerne - deltager enhver i hele legemets aktivitet ved at blive på den plads, Gud har udvalgt til ham eller hende.
 Det vigtige er at have den nådegave der, som Paulus fortæller, overgår alle andre, nemlig kærligheden: kærligheden til ethvert menneske du møder, kærlighed til alle mennesker på jorden.
 Det er i kærligheden, i den gensidige kærlighed, at alle de mange lemmer kan være ét legeme.

      Chiara Lubich

Denne tekst (forkortet af pladshensyn) er oprindeligt Livets Ord fra jan. 1981. Den er udgivet i "Chiara Lubich, Costruire sulla roccia" Rom 1983, s. 17-21. 
 

Tilbage til toppen

Livets Ord - Februar 2009

"Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel."   (Luk 14,26)
 
 Hvad er det Han siger til os?
 Ved første blik er det utroligt krævende ord, radikale ord, uhørte ord, især når de kommer fra Jesus der ved andre lejligheder har erklæret den ægteskabelige kærlighed for uopløselig, og påbudt os at elske alle, især vore forældre. Nu forlanger Jesus, at vi forviser alle denne verdens smukke forhold til andenpladsen, fordi de kan udgøre en hindring for vor direkte og umiddelbare kærlighed til Ham. Det er kun Gud der kan kræve noget sådant af os.
 Jesus gør folk fri fra deres naturlige måde at leve på og vil derigennem knytte dem til sig, for at danne det universale broderskab her på jorden.
 Og når Han møder en hindring for hans plan, så ”kapper” Han, og i Evangeliet taler Han om et sværd, et åndelige sværd, naturligvis.
 Og Han kalder dem "døde" der ikke elsker Ham mere end deres mor, ægtefælle og liv. Kan du huske manden i Evangeliet der bad om lov til at begrave sin far før han fulgte Jesus? Jesus svarede ham: "Lad de døde begrave deres døde!" (Luk 9,60).

"Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel."

 Måske er du blevet grebet af frygt ved disse ord, og måske har du overvejet at begrænse Jesu ord til Hans egen tid eller til dem, der vil følge Ham på en særlig måde.
 Du tager fejl. Disse ord står til alle tider, også for nutiden, og de er møntet på alle kristne, også på dig.
 Med tiden kan der opstå mange lejligheder til at følge Jesu opfordring.
 Er der nogen i din familie, der angriber kristendommen?
 Jesus ønsker, at du aflægger vidnesbyrd med dit liv, og når lejligheden byder sig også med dine ord, også selv om du risikerer at blive spottet eller bagtalt.
 Er du gravid, og din mand opfordrer dig til at afbryde graviditeten? Adlyd Gud og ikke mennesker.
 Har du nogen i din familie, der vil lokke dig til lyssky eller endog kriminelle aktiviteter? Afbryd  forbindelsen med ham eller hende.
 Eller er der én, der vil give dig sorte penge? Bevar din ærlighed.
 Vil hele familien hive dig ned i et mondænt liv? Kap med dem, så at du ikke mister din forbindelse med Kristus.

"Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel."

 Hvis du kommer fra en ikke-kristen familie, og din omvendelse til Kristus har skabt strid, så bliv ikke urolig. Det er en følge af Evangeliet. Du skal ofre Gud alle dine sjælelige lidelser for dem, du elsker, men du skal ikke give efter.
 Kristus har kaldet dig på en særlig måde, og nu er tiden kommet, hvor dit fuldstændige ja til Jesus kræver, at du forlader far og mor, eller måske endda slår op med din kæreste.
 Træf dit valg.
Den, der ikke kæmper, kan heller ikke sejre.

"Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel."

 "... ja, sit eget liv".
 Hvis du lever i et land, hvor de kristne bliver forfulgt, og hvor du bringer dig selv i livsfare ved at afsløre dig som kristen, så vær modig. Nogen gange kræver vor tro også dette af os. Martyrernes tid vil aldrig helt være forbi i Kirken.
 Enhver af os vil i sit liv blive stillet overfor valget mellem Kristus og alt det andet. Derfor vil turen også komme til dig.
 Frygt ikke. Frygt ikke for dit liv: det er bedre at sætte det til for Gud end at miste det for altid. For det evige liv er en realitet.
 Hav ikke angst for dine kære. Gud elsker dem. Hvis du kan sætte dem til side (”hade”) for Hans skyld, vil Han en dag komme til dem og kalde dem med sin kærligheds stærke ord. Og du vil kunne hjælpe dem til sammen med dig at blive Kristi sande disciple.
 
Chiara Lubich

Denne tekst er oprindeligt Livets Ord fra okt. 1978. Den er udgivet i
“Essere la Tua Parola. Chiara Lubich e cristiani di tutto il mondo”, vol. I, Roma 1980, s.111-113.

Tilbage til toppen

Livets Ord - Marts 2009

"Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det".(Joh 16,23).

Denne verden byder ofte et absurd syn. På den ene side ser vi fortabte, søgende mennesker, som føler sig angste og hjælpeløse, som forældreløse børn. På den anden side er der Guds realitet, han som er alles Fader, der ikke ønsker andet end at bruge sin almagt til at opfylde sine børns længsler og behov.
 Det er som en tomhed, der kalder på en fylde. Det er som en fylde, der kalder på en tomhed. Men de mødes ikke.
 Den frihed mennesket har fået givet, kan også gøre denne skade.
 Men Gud holder ikke op med at være kærlighed for dem, der anerkender ham.
 Hør hvad Jesus siger:

"Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det."

 Vi overvejer her ét af de løfterige ord som Jesus gentager gennem Evangelierne. Med disse ord vil han, med forskellige betoninger og forklaringer, lære dig hvordan du opnår det du har brug for. (...)
 Kun Gud kan tale sådan. Hans muligheder er ubegrænsede. Alle nådegaver står til hans rådighed: de jordiske, de åndelige, de mulige og de umulige.
 Lyt godt efter.
 Jesus viser dig "hvordan" du skal fremlægge dine ønsker for Faderen. "I mit navn," siger han.
 Hvis du har en smule tro, bør disse tre små ord give dig vinger.
 Jesus, der har levet her blandt os, kender alle vores uendeligt mange behov, også dine, og han har medlidenhed med os. Og hvad bønnen angår, har han stillet sig på vores side, og det er som om han siger til dig: "Gå til Faderen i mit navn og bed først om det ene og så om det andet." Han ved, at Faderen ikke kan sige nej til ham. Han er hans Søn, og han er Gud.
 Du skal ikke gå til Faderen i dit eget navn, men i Kristi navn. Man plejer at sige: ”Man skal ikke dræbe den, der kommer med budskabet”. Når du går til Faderen i Kristi navn, er du kun en budbringer.
 De to ordner sagen indbyrdes.
 Sådan beder mange kristne og de kan fremvise utallige nådegaver, de har modtaget. De viser hver dag, at over dem våger Guds vagtsomme og kærlige faderskab.

"Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det."

 Nu kan det være, at du siger: "Jeg har bedt og bedt i Kristi navn, men der er ikke sket noget."
 Det kan godt være! Jeg sagde tidligere, at Jesus i andre dele af Evangeliet opfordrer os til at bede, og giver yderligere forklaringer, som måske er smuttet for dig.
 Han siger for eksempel, at dén bliver bønhørt, der bliver i ham, det vil sige, gør hans vilje. (...)
 Det kan også være, at du har bedt om noget, der ikke er i overensstemmelse med hans plan med dig, og som Gud ikke synes tjener dig i dit liv på jorden eller i Himlen, eller måske mener han, at det direkte er skadeligt.
     Hvordan skulle han, der er din Fader, kunne bønhøre dig i det tilfælde? Holde dig for nar? Det ville han aldrig gøre.
 Derfor er det godt hvis du, inden du beder, retter ind efter hans vilje og siger: "Fader – hvis det passer dig - beder jeg dig om dette i Jesu navn."
     Og hvis det, du beder om, stemmer overens med Guds kærligheds plan med dig, vil  hans ord gå i opfyldelse:
 
"Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det."

 Det kan også være, at du beder om nådegaver uden at have til hensigt at rette dit liv ind efter det, som Gud ønsker af dig.
 Heller ikke i dette tilfælde ville du vel finde det ret og rimeligt, at Gud bønhørte dig? Han vil ikke kun give dig en gave, han vil give dig glædens fylde. Og den opnår man ved at forsøge at leve efter Guds bud, efter hans ord. Det er ikke nok bare at tænke på hans ord, heller ikke at meditere derover: man skal leve dem.
 Hvis du gør det, vil du modtage alle ting.
 Altså: vil du modtage nådegaver?
 Bed om hvad som helst du vil, i Kristi navn, men ret i første række din opmærksomhed mod at gøre hans vilje med den beslutning at adlyde Guds lov.
 Gud er lykkelig over at kunne give dig nådegaver. Det er for det meste os, der lukker hænderne på ham.

      Chiara Lubich

Tilbage til toppen

Livets Ord  - April 2009

"Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer." ( Matt 24,42)

 Har du lagt mærke til, at man normalt ikke lever livet, men slæber sig igennem det i forventning om, at det "engang" vil blive "bedre".
    Det er rigtigt, at der vil komme noget "bedre-engang", men det er ikke hvad du forventer.
    Det er et guddommeligt instinkt, der får dig til at vente på nogen eller noget, der kan stille din længsel. Du tænker måske på fester, fritid, eller et særligt møde ... Men når det er forbi, er du ikke tilfreds, i det mindste ikke helt. Og du fortsætter dit liv i trædemøllen, uden at leve livet med overbevisning, altid afventende.
 Sandheden er, at blandt de elementer der udgør også dit liv, er der ét som ingen kan undslippe; det er mødet ansigt til ansigt med Herren der kommer. Dette er det "bedre", du ubevidst længes efter, fordi du er skabt til lykken. Og kun han kan give dig den sande lykke.
 Og Jesus, der ved hvor blinde du og jeg er i vor søgen efter lykken, advarer os med disse ord:

"Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer."

 Våg. Vær på vagt. Vær vågne.
 For der er mange ting, du aldrig kan være sikker på her i verden, men om én ting kan du aldrig tvivle: At du en dag skal dø. Og for den kristne betyder det: at stedes for Kristus der kommer.
 Det kan godt være at også du er som de fleste der bevidst fortrænger døden. Du er bange for det øjeblik og lever som om det ikke fandtes. Ved at leve sådan og blive stadig mere rodfæstet i dette jordiske liv, siger du: Døden får mig til at skælve, og derfor eksisterer den ikke. Men det øjeblik vil komme. For Kristus kommer helt sikkert.

"Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer."

 Med disse ord hentyder Kristus til sit komme ved tidernes ende. Ligesom han fór til Himmels blandt apostlene, vil han også komme igen.
 Men disse ord vil også fortælle os om Herrens komme ved enden af ethvert menneskes liv. Og i øvrigt så ender verden jo for det menneske der dør.
 Og alligevel ved du ikke om Kristus kommer i dag, i aften, i morgen, om ét år eller senere. Du må våge, lige som dem der våger, fordi de ved at tyvene vil komme for at tømme deres hus, men  de ved ikke hvornår.
 Og hvis Jesus kommer, betyder det at dette liv er forgængeligt. Og hvis det er sådan skal du ikke nedvurdere det, men snarere vurdere det endnu højere. Du skal forberede dig til dette møde med et værdigt liv.

"Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer."

 Det er nødvendigt at også du våger. Dit liv er ikke kun en rolig række af hændelser. Det er snarere en kamp. Og de mest forskelligartede fristelser, for eksempel forfængelighed, gerrighed, ukyskhed og vold, er dine værste fjender.
 Hvis du altid våger, lader du dig ikke overrumple. Men den der elsker, våger godt. Det er af kærlighed vi våger.
 Når man elsker et andet menneske, våger hjertet altid forventningsfuldt. Og hvert minut tilbragt uden den elskede står i dennes tjeneste.
 Sådan gør en kærlig hustru, når hun anstrenger sig eller forbereder maden til sin fraværende ægtefælle. Hun gør det med henblik på ham. Og når han kommer, klinger hele dagens glædesfyldte arbejde i hendes hilsen. Og for manden er det det samme.
Sådan gør en mor der tager sig et lille hvil under sit barns sygdom. Hun sover, men hendes hjerte våger.
 Sådan handler også den der elsker Jesus. Han gør alt for ham, som han møder hvert øjeblik i de ligefremme udtryk for hans vilje, og som han møder for alvor den dag han kommer.
 
Lige som det skete en dag i Brasilien.
 I Santa Maria, i den sydlige del af landet, var 250 unge ved at afslutte deres møde. Størstedelen kom fra byen Pelotas.
 Den første bus kørte af sted med 54 mennesker. Der blev sunget meget, der var stor glæde og stor kærlighed til Jesus. Undervejs bad nogle af de unge sammen om trofasthed mod Gud indtil døden.
 I et vejsving væltede bussen på grund af en mekanisk fejl ned i en afgrund, der var cirka 50 meter dyb. Den vendte tre gange rundt, og der døde seks unge mennesker.
 En af de overlevende sagde: "Jeg oplevede døden tæt på, men jeg var ikke bange for Gud var dér."
 En anden fortalte: "Da det gik op for mig, at jeg kunne dø, midt i vraget af bussen, så jeg mod himmelen der var fyldt af lysende stjerner. Jeg knælede ned mellem mine dødende venner og bad. Gud var dér lige ved siden af os."
 Faderen til Carmen Regina, der var et af ofrene, fortalte at pigen ofte sagde: "Det er smukt at dø, far, for man skal være sammen med Jesus."

"Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer."

 De unge fra Pelotas vågede fordi de elskede, og da Herren kom, gik de ham i møde med glæde.

Chiara Lubich

(Livets Ord fra nov. og dec. 1978, udgivet i sin helhed i "Essere la Tua Parola. Chiara Lubich e cristiani di tutto il mondo", bind I, Rom 1980).

Tilbage til toppen

Livets Ord - Maj 2009

”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.” (1 Pet 4,10)
 
   Edith var blind fra fødslen og boede sammen med andre blinde på en institution. Deres præst var blevet lam i benene og kunne ikke længere fejre messe. Derfor ville man ikke længere tillade dem at fejre messe i deres kapel. Edith henvendte sig til biskoppen og bad ham om lov til at beholde denne mulighed. Jesus var det eneste lys i deres mørke. Edith fik sit ønske opfyldt, og oven i købet blev hun bedt om at uddele kommunionen til husets beboere.
 I sin iver efter at tjene andre fik Edith også lov til at få noget sendetid i den lokale radio. Den brugte hun til at give det bedste hun havde: råd, værdifulde tanker, overvejelser som kastede lys over problemer, for med sine erfaringer at støtte de lidende. Jeg kunne fortælle meget mere om Edith ... Hun var blind, men lidelsen oplyste hende.
 Jeg kunne fortælle om mange andre eksempler. Det gode findes, og det gør ikke megen postyr. Edith lever som kristen i hverdagen; hun ved at enhver af os har modtaget gaver, og hun bruger dem i tjenesten for andre.
 Ja, fordi med gaver - eller karismaer som det hedder på græsk - forstår man ikke kun de gaver, som Gud har skænket Kirkens ledere. Det er heller ikke kun de ekstraordinære gaver, som Gud giver nogle troende til alles bedste, når Han mener, at det er nødvendigt at rette op på en særlig situation i Kirken, eller overvinde store farer, som de kirkelige institutioner ikke kan klare. Disse gaver kan være visdom, videnskab, miraklernes gave, at kunne tale i tunger, at kunne opvække en ny spiritualitet i Kirken eller endnu andre ting.
 Gaver, karismaer, er imidlertid ikke kun disse store gaver, det er også andre, enklere, som mange mennesker besidder, og som giver sig til kende ved det gode de udvirker. Helligånden arbejder.
 Man kan også kalde alle vore naturlige talenter for karismaer eller gaver. Alle har fået dem, også du.
 Og hvad gør du med dem? Hvordan kan de gøre nytte? De er ikke kun givet dig til dig selv, men til alles bedste.

”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.”

Der er umådelig mange gaver. Enhver har sin egen og har derigennem sin særlige funktion i fællesskabet.
 Hvordan er det med dig? Har du en eller anden uddannelse? Har du nogensinde overvejet at bruge et par timer om ugen til at give ekstra timer til dem der har brug for det?
 Har du et særligt gavmildt hjerte? Har du nogensinde overvejet at samle nogle hæderlige mennesker for at hjælpe de fattige eller marginaliserede, og på den måde gengive dem deres værdighed?
 Har du særlige evner til at trøste? Eller til at holde hus, til at lave mad, til at sy smart tøj af næsten ingenting, eller til håndens arbejde? Se dig omkring og se, hvor der er brug for dig.
 Det gør mig ondt når jeg ser, at der er folk, der ikke ved hvad de skal stille op med deres fritid. Vi kristne har ikke nogen fritid, så længe der her på jorden findes én syg, én sulten, én fængslet, én uvidende, én tvivlende, én bedrøvet, én narkoman, én forældreløs, én enke ...
 Og er ikke bønnen en stor gave, når du betænker, at du gennem den kan henvende dig til Gud hvorsomhelst og nårsomhelst?

”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.”
 Forestil dig hvordan Kirken ville  være hvis alle kristne, fra børn til voksne, gjorde deres yderste for at stille deres gaver til rådighed for andre.
 Tænk, hvor ville den gensidige kærlighed vokse! Den ville blive så håndgribelig, så vid og bred, at man ville kunne se deraf at dette var Kristi disciple.
 Hvis det er resultatet, hvorfor så ikke gøre dit bedste, for at gøre det til virkelighed.

Chiara Lubich

Tilbage til toppen

Livets Ord - Juni 2009

"Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre." (Joh 15,5)

   Forestil jer en gren løsrevet fra vinstokken. Den har ingen fremtid, den har ikke længere noget håb, den har ingen frugtbarhed, og den duer ikke til andet end at visne og blive brændt.
 Tænk så på hvilken åndelig død der venter dig som kristen, hvis du ikke forbliver forenet med Kristus. Det er frygtindgydende at tænke på! Det er den fuldkomne ufrugtbarhed, også selvom du slider fra morgen til aften, også selvom du mener at være til nytte for menneskeheden, også selvom dine venner roser dig, også selv om dine jordiske goder vokser og også selvom du yder store ofre. Det kan godt være, at alt dette betyder noget for dig her på jorden, men det har ingen betydning for Kristus og for evigheden. Og det liv er jo det vigtigste.

"Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre."

   Hvordan kan du forblive i Kristus og han i dig? Hvordan kan du forblive en grøn og frodig gren, som er forbundet med vinstokken? Frem for alt er det nødvendigt, at du tror på Kristus. Men det er ikke nok. Din tro skal have en konkret indvirkning på dit liv. Du skal altså leve i overensstemmelse med denne tro og føre Jesu ord ud i livet. Derfor kan du heller ikke tillade dig at se bort fra de guddommelige hjælpemidler (sakramenterne), som Kristus har givet dig. Ved deres hjælp kan du opnå eller genvinde den enhed med Ham, som måske er blevet brudt.
 Og Kristus vil heller ikke mene, at du er rodfæstet i ham, hvis ikke du anstrenger dig for at leve med i dit kirkelige fællesskab, i din menighed.

"Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre."

 "Den, der bliver i mig, og jeg i ham".
 Kan du se, at Kristus både taler om din enhed med ham og om sin enhed med dig? Hvis du er forenet med ham, er han i dig og er tilstede i dit hjertes inderste. Og deraf opstår en samtale og et forhold af gensidig kærlighed og et samarbejde mellem Jesus og dig, hans discipel.
 Og følgen er, at du bærer megen frugt, præcis som den gren der sidder godt fast på vinstokken, bærer velsmagende druer.
 "Megen frugt" betyder, at du vil blive velsignet med en sand apostolisk frugtbarhed. Du vil kunne åbne manges øjne for Kristi enestående, revolutionerende ord, og du vil blive i stand til at give dem kraften til at efterleve ordet. "Megen frugt" betyder også, at du vil kunne starte eller opbygge små og store initiativer for at lette nøden i verden; alt efter de nådegaver Gud har givet dig.
 "Megen frugt" betyder "megen" og ikke "lidt". Og det vil sige, at du for eksempel vil kunne give menneskene omkring dig en strøm af godhed, fællesskab og gensidig kærlighed.
 "Megen frugt" betyder ikke kun de åndelige og materielle goder hos andre, men også hos dig selv.
 Også din egen indre vækst og personlige helliggørelse afhænger af din forening med Kristus. Ordet helliggørelse synes måske nu for tiden at være et forældet ord, ikke særligt brugbart, eller måske en utopi. Sådan er det ikke. Nutiden skal forsvinde og med den også vor stykkevise, fejlbehæftede og planløse erkendelse. Sandheden vil forblive. For totusind år siden sagde apostelen Paulus helt klart at helliggørelsen er Guds plan med alle mennesker. Kirkelæreren Teresa af Avila var sikker på at ethvert menneske, også én lige fra gaden, kunne nå til den højeste kontemplation. Andet Vatikankoncil udtalte, at hele Guds folk er kaldet til hellighed.
 Dette er sikre vidnesbyrd. Derfor skal du også i dit eget liv høste helliggørelsens "megen frugt" der kun er mulig i forening med Kristus.

"Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre."
 
 Har du lagt mærke til, at Jesus ikke kræver frugter direkte, men ser dem som en følge af at forblive forenet
 med Ham?
 Det kan være at også du falder for den vildfarelse, mange kristne er bukket under for: aktivisme, aktivisme, arbejde, arbejde for de andres vel, uden at tage sig tid til at overveje, om man i ét og alt er forenet med Kristus.
 Du tager fejl: du tror at bære frugt, men det er ikke de frugter som Kristus i dig og med dig kunne bære.
 For at bære varig frugt med et guddommeligt præg, er det nødvendigt at forblive forenet med Kristus. Og jo mere forenet du er med Kristus, jo mere frugt vil du bære.
 I øvrigt giver ordet "blive", som Jesus brugte, en idé om en permanent tilstand af frugtbarhed snarere end om de øjeblikke, hvor man bærer frugt.
 Hvis du kender nogen der lever sådan, vil du se, at de nogle gange kun med et smil, et ord, med deres almindelige måde at opføre sig på, med deres holdning over for livets tilskikkelser, rører hjerterne sådan, at folk ind i mellem genfinder Gud.
 Sådan var helgenerne. Men lad det ikke tage modet fra os. Også de almindelige kristne kan bære frugt. Lyt bare her:
 Universitetsmiljøer er i dag meget politiserede og giver ikke megen plads til dem, der gerne vil tjene menneskeheden ud fra andre bevæggrunde.
 I Portugal var Maria do Socorro blevet færdig med studentereksamen og begyndte på universitetet. Det var et svært miljø. Hendes medstuderende havde kastet sig ud i en kamp til valg på universitetet, hver efter deres egen ideologi, og enhver forsøgte at vinde så mange ubeslutsomme studerende som muligt over på deres side.
 Maria vidste godt hvad der var hendes vej, selv om den ikke var let at forklare: at følge Jesus og at forblive forenet med ham. Hendes medstuderende, der ikke forstod spor af hendes ideer, kaldte hende holdningsløs og uden idealer. Nogle gange mærkede hun deres misbilligelse, især når hun gik i kirke, men hun fortsatte med det, fordi hun følte at hun burde forblive forenet med Jesus.
 Julen nærmede sig. Det gik op for Maria, at der var flere der ikke tog hjem til jul, fordi det var for langt. Hun foreslog alle de andre, at de skulle slå sig sammen om en gave til dem der måtte blive. Til hendes store overraskelse sagde alle ja med det samme.
 Senere var der valg, og til sin store overraskelse blev Maria valgt som studenterrepræsentant fra sit hold. Og hendes forbløffelse blev endnu større da de sagde: "Det er logisk at vi har valgt dig. Du er den eneste, der har en klar linje og ved, hvad du skal gøre for at virkeliggøre den." Nu er der også flere der har vist interesse for hendes ideal og ønsker at leve som hende.
 For Maria do Socorro en smuk udholdenhedens frugt af at forblive forenet med Jesus. 
      
Chiara Lubich

Tilbage til toppen

Tilbage til toppen

Livets Ord - August 2009

Tilbage til toppen

Livets Ord  - September 2009

"Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift."(Matt 6,33).
 
 Hele Evangeliet er en revolution. Der er ingen af Jesu ord der ligner menneskenes ord. Lyt bare her:

"Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift."

 Menneskets primære bekymring er for det meste at sikre sig den mest trygge og sikre fremtid. Måske er det også sådan for dig. Jesus konfronterer dig med sin måde at se tingene på og foreslår dig sin handlemåde. Han opfordrer dig til en holdning, der er helt forskellig fra den, som er almindelig i samfundet. Og ikke kun en enkelt gang, nej hele tiden. Han opfordrer dig til først at søge Guds rige.
 Når du med hele dit væsen er orienteret mod Gud og gør dit bedste for at Han skal råde (det vil sige styre dit liv med sine love) i dig og i andre, så vil Faderen dag for dag give dig det, du har brug for.
 Hvis du derimod frem for alt tænker på dig selv, ender du med primært at bekymre dig om denne verdens ting og falder som offer for dem. Du ender med at betragte denne verdens goder som dit egentlige problem, målet for alle dine anstrengelser. Og inden i dig opstår den alvorlige fristelse til kun at stole på dig selv og ikke regne med Gud.

"Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift."

 Jesus vender situationen på hovedet. Hvis din første bekymring er Ham, at leve for Ham, så vil resten ikke længere være hoved problemet i dit liv, men et "appendiks", noget "ekstra".
 Lyder det som en utopi? Ord der ikke er til at realisere for et moderne menneske som dig, i vore dage, i en industrialiseret verden hvor konkurrencen hersker, og hvor der ofte er økonomisk krise? Så husk på at problemerne med at skaffe sig det fornødne ikke var meget mindre for folk i Galilæa, da Jesus udtalte disse ord.
 Det er ikke spørgsmål om en utopi eller ej, Jesus konfrontere dig med dit livs grundholdning: vil du leve for dig selv, eller vil du leve for Gud?
 Lad os forsøge at forstå meningen med disse ord:

"Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift."

 Jesus opfordrer dig ikke til at være passiv overfor de jordiske goder eller til en uansvarlig eller overfladisk adfærd på dit arbejde.
 Jesus ønsker ikke at du er optaget af tingene, men at du tager dig af dem. Han vil ændre din bekymring til omsorg. Han vil fjerne det febrilske, det hektiske og frygten.
 Han siger jo: "Søg først Guds rige"!
 Betydningen af "først" er "frem for andet". Din søgen efter Guds rige skal indtage førstepladsen, og det udelukker ikke at de kristne også skal beskæftige sig med livets praktiske sider.
 "Søg først Guds rige og hans retfærdighed," betyder så at handle i overensstemmelse med Guds ønsker, sådan som Jesus åbenbarer dem i Evangeliet.
 De kristne vil kun erfare Guds vidunderlige kraft, som virker til deres fordel, hvis de først søger Guds rige.
 Jeg vil give et eksempel. Det er nogen tid siden, men det er alligevel utrolig aktuelt. Jeg kender faktisk mange unge mennesker, der handler som denne unge pige gjorde.
 Hun hed Elvira. Hun gik på seminariet og var fattig. Kun en højere middelkarakter kunne sikre hendes fortsatte studier. Hun havde en stærk tro. Hendes lærer i filosofi var ateist, og han fremstillede ofte Kristi og Kirkens sandheder let fordrejede, for ikke at sige forvrængede. Pigens hjerte kogte. Ikke for hendes egen skyld, men af kærlighed til Gud, til sandheden og til hendes klassekammerater. Selv om hun vidste at hun risikerede at få en dårlig karakter ved at modsige sin lærer, var det hun følte indeni, alligevel stærkere. Ved adskillige lejligheder rakte hun hånden i vejret og sagde: "Det passer ikke." Nogle gange havde hun måske ikke alle argumenterne klar til at hamle op med læreren, men alene hendes "det er ikke sandt" indeholdte hendes tro, der er en sandhedens gave og får en til at tænke.
 Hendes klassekammerater, der holdt meget af hende, prøvede at overtale hende til at holde mund, fordi hun kunne skade sig selv, men det lykkedes ikke.
 Efter nogle måneder fik de deres karakterer. Pigen tog papiret og rystede. Så lød et glad udbrud, hun havde fået 10 - den højeste karakter.
 Hun havde forsøgt først og fremmest at give Gud og Hans sandhed første pladsen, og resten havde hun fået i tilgift.

"Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift"

 Hvis også du søger Faderens rige, vil du opleve at Guds forsyn sørger for alle livets behov. Du vil opdage, at hvis du lever Evangeliet, bliver det usædvanlige ganske naturligt.

      Chiara Lubich

(Livets Ord fra maj 1979, udgivet i Essere la Tua Parola. Chiara Lubich e cristiani di tutto il mondo, bind II, Città Nuova, Rom 1982, s. 11-13.)

Tilbage til toppen

Livets Ord - Oktober 2009

"Ved at holde ud skal I vinde jeres liv" (Luk 21,19)

 ... "Udholdenhed". Det er oversættelsen af det græske ord, men det indeholder meget mere end det. Det indeholder også tålmodighed, vedholdenhed, modstandskraft og tillid.
 Udholdenheden er nødvendig og uundværlig når man lider, når man prøves, når man møder skuffelser, når man fristes af verden eller når man bliver forfulgt.
 Jeg tror at også du har prøvet i det mindste én af de ting og har oplevet at du var bukket under uden udholdenhed. Ind i mellem er du bukket under. Og måske befinder du dig lige nu i en af disse smertefulde situationer.
 Hvad skal du gøre?
 Tage dig sammen og hold ud. Ellers passer navnet ’kristen’ ikke på dig. Du ved, at den der vil følge Kristus hver dag skal tage sit kors op, elske det - i det mindste med viljen. Det kristne kald er et kald til udholdenhed.
 Apostelen Paulus fremviste sin udholdenhed for menigheden, som et tegn på sin autentiske kristendom. Og han er ikke bange for at sætte udholdenheden på linje med mirakler.
 Den, som elsker korset og holder ud, vil kunne følge Kristus, der er i Himlen, og således vinde livet.

"Ved at holde ud skal I vinde jeres liv."
 
 Man kan skelne mellem to typer mennesker. Den første er de som hører indbydelsen til at være sande kristne, men indbydelsen falder i deres hjerter som et frø på stengrund. Stor begejstring, som ild i strå, og der bliver ikke noget tilbage.
 Den anden type mennesker tager imod indbydelsen, som den gode jord tager imod et frø. Og det kristne liv spirer, gror, overvinder vanskeligheder og modstår uvejr.
 Disse har udholdenhed og ...

"Ved at holde ud skal I vinde jeres liv."
 
 Det er naturligvis ikke nok at stole på dine egne kræfter for at være udholdende. Du har brug for Guds hjælp.
 Paulus kalder Gud for "udholdenhedens Gud" (Rom 15,5).
 Det er Ham du skal bede om udholdenhed, og Han vil give dig den.
 For hvis du er kristen, er det ikke nok at du er døbt. Og det holder heller ikke, at du af og til går i kirken eller gør en enkelt kærlighedsgerning. Som kristen skal du nemlig også vokse. Og der sker ingen vækst på det åndelige plan uden prøvelser, smerter, forhindringer og kampe.
 De, der virkelig ved hvordan man holder ud, er dem, der elsker. Kærligheden ser ikke hindringer, ser ingen problemer, ser ingen ofre. Og udholdenheden er prøvet kærlighed. ...
 Maria kan her være et forbillede for dig, for hun er udholdenhedens kvinde.
 Bed Gud om at Han må antænde kærligheden til Ham i dit hjerte, og som en følge heraf vil du i alle dit livs vanskeligheder opleve udholdenheden, og med den vil du frelse din sjæl; vinde dit liv.

"Ved at holde ud skal I vinde jeres liv."
 
Men der er mere; udholdenheden er smitsom. Den der holder ud, opmuntrer også andre til aldrig at give op, til at holde ud til enden. ...
 Lad os satse højt. Vi har kun et liv og det er oven i købet kort. Lad os bide tænderne sammen dag efter dag, lad os går vanskelighederne i møde, en efter en, for at følge Kristus ... og så vil vi vinde vores liv.
 

Chiara Lubich

Tilbage til toppen

Livets Ord - November 2009

"Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig
at komme ind i Guds rige" (Matt 19,24).

 ... Disse ord kan ikke undgå at gøre indtryk på os.
 Jeg tror, at det er berettiget. Og du kunne overveje hvad dette skriftsted kunne indebære for dig. Jesus har jo ikke sagt noget bare for at sige noget. Derfor er det nødvendigt at tage Hans ord alvorligt uden at ville udvande dem.
  Men lad os forsøge at forstå meningen med disse ord fra Jesus ved at se på, hvordan Jesus selv forholder sig overfor de rige.
 Han besøger også velhavende mennesker. Til Zakæus, der kun giver det halve af sin formue, siger Han: "I dag er der kommet frelse til dette hus" (Luk 19,9). Apostlenes Gerninger viser os, at godernes fællesskab i Kirken i de første tider var noget frivilligt, og at man ikke var forpligtet til konkret at give afkald på det man ejede. (Jf. ApG 4,32 ff).
 Jesus havde altså ikke i sinde kun at grundlægge et fællesskab af mennesker, kaldede til at følge Ham ... og til at forsage enhver rigdom. Alligevel siger Han:

"Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig
at komme ind i Guds rige."

 Hvad er det så Jesus misbilliger? Det er jo ikke denne verdens goder i sig selv, men den rige, som hager sig fast i dem.
 Hvorfor så det?
 Selvfølgelig fordi alt tilhører Gud, og den rige derimod opfører sig, som om rigdommene var hans.
 Det er sådan at rigdommene i et menneskes hjerte let kan tage den plads der er Guds. At være rige kan forblinde mennesket og kan bane vej for al mulige laster. Apostelen Paulus skriver: "Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter" (1 Tim 6, 9-10).
 Allerede den græske filosof Platon understregede: "Det er umuligt at et overordentligt godt menneske samtidig er ualmindeligt rigt"
 Hvad skal så den velhavendes holdning være? Hans hjerte skal være frit, helt åbent for Gud. Han skal føle sig som administrator af sine goder og vide at der, som Johannes Paul II siger, hviler en social forpligtelse på dem. (Sollicitudo Rei Socialis, 42).
 Denne verdens goder er ikke onde i sig selv, og derfor skal vi ikke foragte dem, men anvende dem godt.
                           Det er ikke hånden, men hjertet, der skal holde sig fra dem. Det drejer sig om at kunne anvende dem til andres bedste.
                           Den der er rig, er det for de andres skyld.

"Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig
at komme ind i Guds rige."

 Enhver kan imidlertid sige: "Jeg er ikke særlig rig, derfor vedkommer disse ord ikke mig".
 Men pas på. Lige efter dette Jesu udsagn stiller de lamslåede apostlene ham spørgsmålet om, hvem der så kan blive frelst? (Jf. Matt 19,25) Det viser tydeligt, at disse ord er henvendt til enhver af os.
 Også den der har forladt alt for at følge Jesus, kan have hjertet knyttet til tusinde ting. Og den fattige der bander fordi man rører hans bylt, kan være rig i Guds øjne …

 Chiara Lubich

Tilbage til toppen

 Tilbage til toppen