|
Livets Ord 2010 Januar
Februar
Marts
April
Maj
Juni
Juli
August
Livets Ord -Januar 2010 "Gud vil bo hos dem, og de skal være hans folk" (Åb 21,3) "Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.” (Åb 21,3) Guds ord i denne måned retter en appel til os. Hvis vi vil være del af Hans folk, bør vi lade Ham leve blandt os. Men hvordan er dette muligt, og hvad skal vi gøre for at få en forsmag på den glæde uden ende, som vi vil få ved at skue Gud? Det er netop dette, Jesus har åbenbaret os, det er præcis meningen med Hans komme: at give os del i sit kærlighedsliv med Faderen, så også vi kan leve det. Allerede nu kan vi kristne leve denne sætning og have Gud blandt os. At have Ham blandt os kræver nogle holdninger, som nogle kirkefædrene formulerer sådan. Hos Basilius er det at leve efter Guds vilje, hos Johannes Chrysostomos er det at elske, som Jesus har elsket, hos Theodoros Studites er det den gensidige kærlighed, og hos Origenes er det tankernes og følelsernes overensstemmelse for at nå frem til den enhed, der "forener og indeholder Guds Søn". I Jesu lære findes nøglen til at handle således, at Gud bor iblandt os: "Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden." (Joh 13,34). Den gensidige kærlighed er nøglen til Guds nærvær. "Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os" (1 Joh 4,12), "for hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem" (Matt 18,20), siger Jesus. "Gud vil bo hos dem, og de skal være hans folk." Den dag, der indvarsler opfyldelsen af den gamle pagts løfter, er altså ikke fjern og uopnåelig: "Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk" (Ez 37,27). Alt findes allerede hos Jesus, der også ud over sin jordiske eksistens fortsætter med at være til stede blandt dem, der lever efter den nye bud om gensidig kærlighed, den leveregel, der gør dem til et folk, til Guds folk. Dette livets ord er altså en indtrængende appel, især for os kristne, om at vidne om Guds nærvær med vor kærlighed. "Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har indbyrdes kærlighed" (Joh 13,35). Efterlevelsen af det nye bud er altså forudsætningen for at Jesus nærvær blandt menneskene kan virkeliggøres. Vi kan intet gøre, uden denne tilstedeværelse. Den tilstedeværelse, der giver mening til det overnaturlige broderskab, som Jesus har bragt til jorden for alle mennesker. "Gud vil bo hos dem, og de skal være hans folk." Vi kristne bør - selv om vi tilhører forskellige kirkesamfund - vise verden ét folk, der er dannet af folk fra alle racer og kulturer, af små og store, af syge og raske. Ét folk, om hvilket man kan sige som om de første kristne: "Se hvor de elsker hinanden og er rede til at sætte livet til for hinanden." Og dette er det "mirakel", som menneskeheden venter på for stadig at kunne håbe, og et nødvendigt bidrag til den økumeniske dialog på vejen mod de kristnes fulde og synlige enhed. Og det er et "mirakel", der er inden for vor rækkevidde, eller rettere Jesu rækkevidde; Han som bor blandt sine, forenede i kærlighed. Han kan ændre verdens skæbne og bære hele menneskeheden frem mod enheden. Chiara Lubich
Tilbage til toppen
Livets Ord - Februar 2010 "Jeg er døren. Den, der går igennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange" (Joh 10,9) Jesus fremstiller her sig selv som den, der virkeliggør Guds løfter og forventningerne hos et folk, hvis historie er præget af den aldrig ophævede pagt med dets Gud. Billedet af døren ligner og harmonerer fint med det andet billede som Jesus bruger: "Jeg er vejen, ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Joh 14,6). Altså, Han er virkelig en vej og en dør, der fører til Faderen, til Gud selv. "Jeg er døren. Den, der går igennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og ud og finde græsgange" Hvad betyder disse ord konkret for vort liv? Vi kan finde mange andre steder i Bibelen, der har forbindelse med dette sted i Johannesevangeliet, men lad os vælge det om den "snævre port" (Matt 7,13), vi skal anstrenge os for at gå igennem for at gå ind til livet. Hvorfor dette valg? Fordi det synes som om det måske bringer os tættest på sandheden i det, Jesus siger om sig selv og oplyser os bedst om, hvordan vi skal leve det. Hvornår bliver Jesus den dør der står på vid gab, den helt åbne dør ind til Treenigheden? Dér hvor Himlens port synes at lukke sig for Ham, bliver Han Himlens port for os alle. Jesus er i sin forladthed porten, døren, hvorigennem den perfekte udveksling mellem Gud og menneskeheden finder sted: ved at gøre sig selv til intet, forener Han børnene med Faderen. Han er det tomrum (portåbningen) hvorigennem mennesket kommer i kontakt med Gud og Gud med mennesket. Han er altså på samme tid den snævre port og den vidåbne port og det kan vi erfare. "Jeg er døren. Den, der går igennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og ud og finde græsgange" Jesus har i sin forladthed gjort sig til vor adgang til Faderen. Han har gjort sin del. Men for at enhver af os kan drage nytte af denne nåde, skal vi også gøre vor lille del, der består i at nærme os denne port og gå igennem den. Hvordan? Når vi skuffes, eller når vi såres af et chok eller af en uventet ulykke, eller en meningsløs sygdom, kan vi altid huske på Jesu smerte. Han gennemgik alle disse og tusind andre lidelser. Ja, Han er til stede i alt hvad der synes negativt. Enhver af vore smerter bærer Hans navn. Lad os altså prøve at genkende Jesus i alle trængsler, i livets svære stunder, i ethvert mørke, i egne og andres tragedier, og der hvor livet gør ondt hos de mennesker der omgiver os. Alt dette er Han, fordi Han har gjort dem til sine. Det er nok at sige til Ham i tro: "Du, Herre, er min eneste lykke" (se Sal 16,2). Det er nok at gøre noget konkret der letter "Hans" lidelser hos de fattige og ulykkelige, for at gå igennem døren og dér på den anden side finde en glæde, man aldrig har oplevet før, en ny livets fylde. Chiara Lubich
Tilbage til toppen
Livets Ord - Marts 2010 ”Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.” (Matt 17,20) Hvor ofte i livet føler du ikke behov for en hjælpende hånd, og samtidig ved du, at ingen vil kunne løse dit problem! Og så henvender du dig uden nærmere at tænke over det til Nogen, der kan gøre det umulige muligt. Denne ”Nogen” har et navn: Jesus. Hør, hvad han siger til dig: " Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.” Det er indlysende, at man ikke skal tage billedsproget bogstaveligt, ”at flytte bjerge”. Jesus lovede ikke sine disciple magt til at udføre opsigtvækkende mirakler for at få folkeskaren til at måbe. At flytte bjerge er en bevidst overdrivelse, som har til formål at gøre disciplene forståeligt, at for troen er intet umuligt. Hvert eneste mirakel, som Jesus har udført enten direkte eller gennem sine disciple, har altid haft Guds Rige eller Evangeliet eller menneskenes frelse som formål. At flytte bjerge ville ikke tjene dette formål. Lignelsen om "sennepsfrøet" betyder, at Jesus ikke beder dig om større eller mindre tro, men om en helhjertet tro. Og kendetegnet ved den helhjertede tro er, at den troende sætter sin lid til Gud alene og ikke til egne kræfter. Hvis du bliver angrebet af tvivl eller tøven i troen, så betyder det, at du endnu ikke har fuld tillid til Gud: Du har en svag og lidet virksom tro, som endnu benytter sig af egne kræfter og rent menneskelig fornuft. Den, derimod, der har fuldkommen tillid til Gud, overlader det til Gud at handle, ... fordi for Gud er ingen ting umuligt. Den tro, Jesus ønsker af disciplene, er netop denne tillidsfulde holdning, som tillader Gud selv at åbenbare sin magt. Og denne tro der flytter bjerge, er ikke forbeholdt ekstraordinære mennesker. Den er noget, som er muligt for alle troende. " Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen! og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.” Man mener, at Jesus sagde disse ord til sine disciple, da Han sendte dem ud for at forkynde. Det er nemt at blive nedslået og skræmt, når man ved, at man kun er en lille, dårlig forberedt hjord uden særlige evner, der står overfor en talløs skare, der har brug for at høre Evangeliets sandhed. Det er nemt at miste modet, når man står overfor folk, der har alle mulige andre interesser end Guds Rige. Det synes at være en umulig opgave. Og så forsikrer Jesus sine disciple om, at med troen kan ”bjerget" af verdens ligegyldighed og manglende interesse "flyttes". Hvis de har tro, vil intet være umuligt for dem. Disse ord kan bruges om alle forhold, blot det drejer sig om Evangeliets udbredelse og menneskenes frelse. Nogle gange, når man står overfor uoverstigelige vanskeligheder, kan man fristes til ikke engang at henvende sig til Gud. Den menneskelige fornuft siger: lad være, det nytter ikke. Netop her formaner Jesus os til at holde modet oppe og tillidsfuldt vende os til Gud. Han vil bønhøre os på den ene eller den anden måde. Sådan gik det Lea. Der var gået nogle måneder siden den dag, da hun fuld af håb var begyndt på et nyt arbejde i Belgien blandt flamlændere. Men nu følte hun sig plaget af modløshed og ensomhed. Det forekom hende, at der var opstået en uoverstigelig barriere mellem hende og de andre unge, som hun boede og arbejdede sammen med. Hun følte sig isoleret, fremmed blandt folk, som hun havde ønsket at tjene alene af kærlighed. Alt afhang af evnen til at tale et sprog, der hverken var hendes eget eller tilhørernes modersmål. Man havde fortalt hende, at alle i Belgien talte fransk, og det havde hun også lært, men da hun kom i direkte kontakt med folk, blev hun klar over, at flamlændere kun lærte fransk i skolen og generelt ikke var meget for at tale det. Talrige gange havde hun forsøgt at flytte bjerget: byrden af sin isolation, som holdt hende på afstand af de andre, men forgæves. Hvad kunne hun gøre for dem? Så så hun sin kammerat Maries bedrøvede ansigt foran sig. Samme aften var Marie gået op på sit værelse uden at have rørt maden. Lea havde forsøgt at følge efter, men var standset foran døren til hendes værelse, frygtsom og rådvild. Hun ville banke på... men hvad skulle hun sige for at gøre sig forståelig? Hun blev stående nogle sekunder; så trak hun sig tilbage endnu en gang. Næste morgen gik hun ind i kirken og satte sig på bageste række med ansigtet i hænderne, så ingen kunne se hendes tårer. Det var det eneste sted, hvor man ikke skulle tale et fremmed sprog, hvor man ikke engang behøvede at forklare sig, for der var Èn, som forstod uden ord. Det var visheden om at blive forstået, som gav hende mod, og hun spurgte Jesus: "Hvorfor kan jeg ikke dele de andre unges kors med dem og sige de ord, som Du selv fik mig til at forstå, da jeg fandt Dig: at enhver smerte er kærlighed?" Og hun ventede et svar fra Ham, der havde oplyst ethvert mørke i hendes liv. Hendes øjne faldt på dagens Evangelium, og hun læste: "Vær frimodige - tro blot - jeg har overvundet verden" (jf. Joh 16,33). Disse ord var som balsam for sjælen, og hun følte en stor fred. Da hun kom tilbage for at spise morgenmad, stødte hun straks ind i Agnes, den pige der stod for morgenmaden. Hun hilste på hende og fulgte efter hende i spisestuen; uden at sige noget hjalp hun hende med at dække bord. Den første, der kom ned fra sit værelse, var Marie. Hun kom ud i køkkenet for at finde noget kaffe, og hun skyndte sig for ikke at møde nogen. Men så blev hun stående: Den fred, Lea udstrålede, havde rørt hendes sjæl på en måde, der var langt stærkere end alle ord. På vej hjem samme aften kom Marie hen til Lea med sin cykel, og idet hun anstrengte sig for at tale forståeligt for Lea, hviskede hun: "Du behøver ikke at sige noget; i dag har du gennem dit liv sagt til mig: Også du skal bringe kærlighed!” Bjerget havde flyttet sig. Chiara Lubich Denne tekst er et genoptryk af Livets Ord for sept. 1979
Tilbage til toppen
Livets Ord - April 2010 "Jeg er opstandelsen og livet." (Joh 11,25) Disse ord udtalte Jesus efter Lazarus' død i Betania. Jesus opvakte Lazarus fra de døde på den fjerde dag. Lazarus havde to søstre, Martha og Maria. Så snart Martha hørte, at Jesus var på vej, løb hun ham i møde og sagde: "Herre, havde du været her, var min bror ikke død". Jesus svarede: "Din bror skal opstå". Martha sagde så: "Ja, jeg ved, at han skal opstå på den yderste dag". Men Jesus erklærede: "Jeg er opstandelsen og livet; den der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, der lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø". (se Joh 11,17-44). Jesus vil have os til at forstå, hvad han betyder for menneskene. Jesus ejer det dyrebareste, man kan ønske sig: Livet, det Liv, der aldrig dør. Hvis du har læst Johannesevangeliet, har du måske lagt mærke til, at Jesus også har sagt: "Ligesom Faderen har Liv i sig selv, således har Han også givet Sønnen at have Liv i sig selv" (5,26). Og fordi Jesus har Livet, kan han give det videre. "Jeg er opstandelsen og livet." Også Martha troede på opstandelsen: "Ja, jeg ved, at han skal opstå på den yderste dag". Men Jesus får hende med sit vidunderlige svar "Jeg er opstandelsen og livet" til at forstå, at hun ikke kun skal håbe på de dødes opstandelse engang ude i fremtiden. Allerede nu og her er han - for alle, der tror på ham - dette guddommelige, ubeskrivelige og evige Liv, der aldrig vil dø. Hvis Jesus lever i de troende, hvis han lever i dig, vil du ikke dø. Dette evige liv i den troende er af samme natur som i den opstandne Jesus. Dette liv er derfor meget forskelligt fra det naturlige menneskelige liv. Og dette overnaturlige Liv, der allerede findes i dig, vil manifestere sig fuldt ud på den yderste dag, når du med hele dit væsen vil deltage i den kommende opstandelse. "Jeg er opstandelsen og livet." Med disse ord vil Jesus helt sikkert ikke benægte den legemlige død. Men den medfører ikke tabet af det sande Liv. Døden vil fortsat for dig som for alle, være en enestående oplevelse, stærk og måske frygtindgydende. Men døden betyder ikke længere, at der ikke er nogen mening med livet. Det er ikke længere absurd, livets fallit, dit livs afslutning. Døden vil for dig ikke være nogen endelig død. "Jeg er opstandelsen og livet." Hvornår fødes så det liv, der ikke kan dø, i dig? Det sker i dåben. Dér har du, selvom du stadig er et menneske, der skal dø, af Kristus modtaget det Liv, der ikke har nogen ende. I dåben har du modtaget Helligånden. Det var nemlig den, der opvakte Jesus fra de døde. Dåbens sakramente forudsætter den tro, som du bekendte gennem dine faddere. Ved Lazarus' opvækkelse fra de døde fastslog Jesus dette, da han sagde til Martha: "Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. ... Tror du det?" (se Joh 11,26). "Tro" er altså en meget alvorlig sag, en meget vigtig sag. Det er ikke kun at tage imod den sandhed, Jesus forkynder, men at tilegne sig den med hele sit væsen. For at modtage dette liv er det nødvendigt, at du siger ja til Kristus. Og det betyder at gøre hans ord til dine, efterfølge hans bud, og efterleve dem. Det har Jesus selv bekræftet: "Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden" (Joh 8,51). Og alle Jesu ord, hele hans lære sammenfattes i kærligheden. Glæd dig altså! Du har Livet i dig! "Jeg er opstandelsen og livet." I denne tid, hvor vi forbereder os til at fejre påske, skal vi hjælpes ad med vor omvendelse, som altid har behov for fornyelse, så vort eget jeg kan dø og så at Kristus, den Opstandne, kan leve i os fra nu af. Chiara Lubich
Tilbage til toppen
Livets Ord - Maj 2010 "Den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham." (Joh 14,21) I Jesu sidste tale står kærligheden i centrum: Faderens kærlighed til Sønnen, kærligheden til Jesus, der betyder at efterleve hans bud. De, der hørte Jesus, havde ikke svært ved at genkende et ekko af Visdommens Bog i Hans ord. Det lyder således: "at elske hende (visdommen) er at holde hendes love (Visd. 6,18)… hun er let at se for dem, der elsker hende, let at finde for dem, der søger hende” (Visd. 6,12). Og især dette at vise sig for den, der elsker, finder sin parallel i Visd. 1,2, hvor der står, at Herren åbenbarer sig for dem, der tror på Ham. Altså er meningen med denne måneds Ord at den, der elsker Sønnen, elskes af Faderen og elskes igen af Sønnen, der giver sig til kende for Ham. "Den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham." Men for at Jesus giver sig til kende, bør vi elske. Man kan ikke forestille sig en kristen, der ikke har denne dynamik, denne kærlighedens kraft i hjertet. Et ur der ikke kan fortælle hvad klokken er, fordi det ikke er trukket op eller mangler et batteri, er ikke et egentligt ur. Det gælder også for en kristen. Når han eller hun ikke hele tiden har det at elske de andre for øje, så fortjener han eller hun ikke at kaldes kristen. Alle Jesu bud sammenfattes i ét eneste bud: buddet om at elske Gud og næsten, hvori man ser og elsker Jesus. Kærligheden er ikke kun en følelse, men den skal leves konkret, i tjeneste for næsten, især de nærmeste, begyndende med de små ting, med de mest ydmyge tjenester. Charles de Foucauld siger: "Når man elsker, er man virkelig i den anden, man er i ham i kraft af kærlighed, man lever ikke længere for sig selv, man er blevet 'løst' fra sig selv, 'ude af sig selv'. Og det er gennem denne kærlighed at hans lys, Jesu lys, gør fremskridt i os, sådan som han har lovet os: "Den, der elsker mig, ... og give mig til kende for ham." Kærligheden er lysets kilde. Når man elsker, forstår man bedre Gud, som er kærlighed. Og det får os til at elske endnu mere og uddybe forholdet til vore medmennesker. Dette lys, denne kærlighedsfulde Gudserkendelse er altså tegnet, bekræftelsen på den sande kærlighed. Og det kan man erfare på forskellige måder, for i enhver af os antager lyset en farve, en egen nuance; et særpræg. Men det har også nogle fælles træk: i dette lys forstår vi tydeligere Guds vilje med os, det giver os fred og afklarethed, og det hjælper os til altid bedre at kunne forstå Guds Ord. Det er et varmt lys, der ansporer os til sikrere og hurtigere at gå gennem livet. Når tilværelsens skygger gør os usikre på vejen, når vi endda blokeres af mørke, vil dette ord fra Evangeliet minde os om, at lyset tændes gennem kærligheden. Og selv det mindste tegn på kærlighed - en bøn, et smil, et ord - vil være nok til at give os et lysglimt, så vi kan gå fremad. Når man cykler om natten og har en dynamolygte, bliver det helt mørkt, når man stopper. Men hvis man begynder at køre igen, giver dynamoen den nødvendige strøm til, at man kan se og køre videre. Sådan er det også i vort liv. Det er nok at sætte kærligheden i bevægelse, den sande kærlighed, der giver uden at forvente noget igen, for på ny at tænde troen og håbet i os. Chiara Lubich
Tilbage til toppen
Livets Ord - Juni 2010 "Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det." (Matt 10,39) Når vi læser disse ord, træder to former for liv frem i relief: det jordiske liv der bygges op i denne verden, og det overnaturlige liv, der skænkes af Gud gennem Jesus. Det er et liv, som ikke ender med døden, og som ingen kan tage fra os. Man kan altså have to indstillinger til tilværelsen: Enten kan vi knytte os til det jordiske liv og anse det som det eneste gode. Vi vil da være tilbøjelige til at tænke på os selv, på vore egne ting og vor egen familie. Vi lukker os inde i os selv, bekræfter kun vort eget jeg, og til sidst vil vi uvægerligt kun finde døden. Eller tværtimod kan vi, fordi vi tror, at Gud har skænket os et dybere, mere ægte liv, have mod til at leve på en sådan måde, at vi fortjener denne gave, så vi endog er parate til at ofre vort jordiske liv for dette andet. Da Jesus udtalte disse ord, tænkte han på martyriet. Vi skal, ligesom alle andre kristne, være parate til at følge i Mesterens fodspor og forblive tro mod Evangeliet. Og vi skal være rede til at miste vort liv ved – om nødvendigt – også at dø en grusom død, og Gud skænker os hermed ved sin nåde det sande liv. Jesus var den første, der 'mistede sit liv' og fik det herliggjort igen. Han har sagt til os, at vi ikke skal frygte "dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel" (Matt 10,28). I dag siger Han til os: "Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det." Hvis vi læser Evangeliet opmærksomt, vil vi opdage, at Jesus hele seks gange vender tilbage til dette tema. Det viser os, hvor vigtigt det er, og hvilken betydning, Jesus tillagde det. Men Jesu formaning om at sætte sit eget liv til, er ikke kun en opfordring til at udholde martyriet. Det er en grundlæggende rettesnor for det kristne liv. Vi skal være beredte til at give afkald på at gøre os selv til vort livs ideal, til at give afkald på vor egoistiske uafhængighed. Hvis vi vil være sande kristne, skal vi gøre Kristus til centrum for vort liv. Og hvad ønsker Han så af os? Kærlighed til de andre. Hvis vi gør hans vilje til vores egen, har vi mistet os selv og fundet livet. Og dét ikke at leve for os selv er ikke, som nogen vil mene, en passiv, forsagende holdning. Den kristnes engagement er altid meget stort og besjælet af en total ansvarlighed. "Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det." Allerede her på jorden kan vi opleve, at når vi giver os selv i efterlevet kærlighed, vokser livet i os. Når vi har brugt vores dag i andres tjeneste, når vi har evnet at omdanne det daglige arbejde, der kan være monotont og hårdt, til et udtryk for kærlighed, vil vi få den glæde at erfare livets fylde. Ved at følge Jesu bud, der alle sammen er rodfæstede i kærlighed, vil vi efter dette korte liv også finde det evige. På den yderste dag vil Jesus dømme verden. Han vil sige til dem, der står ved hans højre: "Kom, I som er min faders velsignede ... for jeg var sulten, og I gav mig noget at spise... jeg var fremmed, og I tog imod mig ... nøgen, og I gav mig tøj..." (Matt 25,34). For at give os del i det liv der ikke forgår, vil han kun se på, om vi har elsket vore medmennesker og opfatte alt, vi har gjort mod dem som gjort mod ham selv. Hvordan kan vi så leve dette Ord? Hvordan kan vi allerede i dag miste vort liv for at redde det? Lad os forberede os på den store og afgørende prøve, vi er født til. Lad os se os omkring og opfylde vor dag med kærlighedsgerninger. Kristus viser sig for os i vore børn, i vor ægtefælle, i vore kolleger, i vore partifæller, dem vi morer os sammen med og så videre. Lad os gøre godt mod alle. Og lad os ikke glemme alle dem, vi hver dag hører om i aviser, gennem venner eller fjernsyn ... Lad os gøre noget for alle, alt efter vore muligheder. Og når vore muligheder synes udtømte, kan vi stadigvæk bede for dem. Det er kærligheden der tæller. Chiara Lubich
Tilbage til toppen
Livets Ord - Juli 2010 "Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den." (Matt 13,45-46) Med denne korte lignelse bruger Jesus et billede, der fanger tilhørernes opmærksomhed med det samme. Alle kendte værdien af perler, der - sammen med guld - var det mest kostbare, man kendte.
Endvidere taler skriften om visdommen og altså om kundskaben om Gud som noget, der ikke kan sammenlignes med noget andet, ikke engang med en "nok så uvurderlig ædelsten" (se Visd 7,7-9).
I denne lignelse ser vi et usædvanligt, overraskende og uventet forløb. På et marked fik en købmand øje på en perle, der for hans ekspertblik havde en enorm værdi. Han vurderede at han kunne tjene meget på den. Da han havde regnet lidt på det, besluttede han, at det var det værd at sælge alt, hvad han ejede, for at købe perlen. Hvem havde ikke gjort det samme i hans sted?
Og her har vi lignelsens dybeste betydning, nemlig mødet med Jesus, eller med andre ord med Guds rige iblandt os - her har vi perlen! - den enestående chance, som vi skal sætte al vor energi, og hvad vi ellers har, ind på for at gribe den. "Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den." Det er ikke første gang, at disciplene føler sig stillet over for et radikalt valg, nemlig dette alt, man skal forlade for at følge Jesus. Dette alt indebærer det mest værdifulde i livet, som f.eks. familiære bånd, økonomisk tryghed, sikkerheden for fremtiden…
Men det han beder om er ikke absurd og ubegrundet.
I stedet for det "alt", man forlader, er der et "alt", man finder. Og det sidste er uendeligt meget mere værd. Hver gang Jesus beder os om noget, lover han også at give meget, meget mere, i overstrømmende mål.
Således vil han med denne lignelse forsikre os om, at vi i vore hænder holder en skat, der vil gøre os rige for evigt.
Og hvis vi synes, det er dumt at forlade det sikre for det usikre, et gode vi har, for et andet, vi kun har fået lovning på, så skal vi tænke på købmanden i lignelsen. Han vidste, at perlen var meget værdifuld, og han så tillidsfuldt frem til den gevinst, han ville få ved at købe den.
Den, der vil følge Jesus, vil således med troens øjne se den enorme gevinst han får: at arve Himmeriget, ved i det mindste åndeligt at have forladt alt.
Ethvert menneske får i sit liv en sådan chance af Gud. Og det er op til os at gribe den. "Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den." Det er en konkret indbydelse til at skubbe alle de afguder til side, der tager Guds plads i vore hjerter: karriere, ægteskab, studium, et smukt hus, job, sport eller fornøjelser.
Det er en indbydelse til at give Gud førstepladsen, såvel i alle vore tanker som i vore følelser, for hele livet skal orientere sig mod Ham, og alt bør udgå fra Ham.
Ved at gøre sådan, ved at søge Guds rige, vil alt andet gives os i tilgift, som Evangeliet lover (se Luk 12,31). Ved at sætte alt til side for Himmeriget vil vi få hundredfold igen af både hjem, søskende, fædre og mødre (se Matt 19,29). For Evangeliet har en klar menneskelig dimension: Jesus er Gud-mennesket, og sammen med den åndelige føde lover han os brød, tag over hovedet, klæder og familie.
Måske skal vi lære af de "små" at stole mere på Faderens forsyn, der ikke lader dem mangle noget, der giver det lidt, de har bort, af kærlighed. I Congo har en gruppe unge i nogle måneder fremstillet kunstfærdige postkort af bananblade, som så bliver solgt i Tyskland. I begyndelsen beholdt de hele overskuddet (nogle af de unge kunne dermed underholde hele deres egen familie). Nu har de besluttet at give 50% videre og således med denne sum hjælpe 35 arbejdsløse.
Men Gud lader sig ikke overgå i gavmildhed. To af disse unge har givet et sådant vidnesbyrd i den forretning, hvor de er ansat, at forskellige handlende, der søger efter arbejdskraft, er begyndt at henvende sig til dem. Mere end elleve personer har på denne måde fundet et fast arbejde. Chiara Lubich
Tilbage til toppen
Livets Ord - August 2010 "Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse." (Luk 1,45) Disse ord er del af en begivenhed, der på samme tid er helt enkel og meget ophøjet. Det er et møde mellem to gravide kvinder: Maria som bliver mor til Jesus, og Elisabeth, som venter Johannes Døberen. To mødre hvis åndelige og legemlige enhed med deres sønner er fuldstændig. Mødrene og deres sønner taler med én mund og nærer de samme følelser. Da Maria talte, sprang Elisabeths barn af glæde i hende. Da Elisabeth talte, syntes det, som om ordene blev lagt hende i munden af hendes søn, Forløberen.
Men medens de første ord i hendes lovprisning er rettet personligt til Maria, Herrens moder, står de sidste i tredje person: "Salig er hun, som troede".
På den måde får hendes "bekræftelse karakter af en almengyldig sandhed: Saligprisningen gælder alle troende, vedkommer alle, der tager imod Guds Ord og handler efter det og har Maria som deres forbillede". ¹ "Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse." Dette er Evangeliets første saligprisning. Den er rettet til Maria, men også til alle dem, der vil følge hendes eksempel.
Marias moderskab er frugten af at lytte til Ordet. Og evangelisten Lukas antyder her noget, der også angår os.
Længere fremme i Evangeliet siger Jesus: "Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det" (Luk 8,21).
Næsten som om hun forudgriber disse ord, forkynder Elisabeth, tilskyndet af Helligånden, at enhver discipel kan blive Herrens "moder". Betingelsen er, at man tror på Guds ord og efterlever det. "Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse." Næst efter Jesus er det Maria, der bedst og mest fuldkomment har sagt "ja" til Gud. Det er frem for alt heri, hendes storhed består. Og hvis vi siger at Jesus er Ordet, det menneskevordne Ord, kan vi om Maria sige, en skabning lige som vi, at hun, ved sin tro på Ordet, er det efterlevede ord.
Marias moderskab er storslået. Men det er ikke kun Maria Gud kalder til at give liv til Kristus. Enhver kristen har et tilsvarende kald: At legemliggøre Kristus, indtil han eller hun med Paulus kan sige: "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig" (Gal 2,20). Hvordan opnår vi dette?
Ved ligesom Maria at være helt åbne over for Guds Ord. Ved ligesom Maria at tro på at alle Jesu løfter vil gå i opfyldelse. Og ved, ligesom Maria, at gå til det yderste, hvis Gud beder os om det.
For den, der tror på Ordet, sker der altid både små og store underfulde ting. Man kunne fylde bøger med alle de hændelser, der bekræfter dette. Midt i krigens rædsler troede vi på Jesu ord: "Bed, så skal der gives jer" (Matt 7,7). Vi vil aldrig glemme, hvad vi bad om til byens fattige, og hvordan vi fik sække med mel, dåser med mælk og syltetøj, bunker af brænde og tøj.
Også i dag sker der det samme. "Giv, så skal der gives jer" (Luk 6,38), og næstekærlighedens lagre er altid fulde, skønt de jævnligt tømmes.
Men det mest slående er, hvordan Jesu ord altid og overalt er sande. Guds hjælp kommer i rette tid, også under de mest umulige omstændigheder, i de mest isolerede egne. Det skete for nyligt for en mor, der lever i stor fattigdom. En dag følte hun sig tilskyndet til at give sin sidste skilling til én, der var fattigere end hun selv. Hun troede på Evangeliets ord: "Giv, så skal der gives jer". Hun følte en stor fred i sin sjæl. Lidt senere kom hendes yngste hjem og viste hende en gave, hun havde fået af en ældre slægtning, der tilfældigvis var kommet dér forbi. I pigens hånd lå dobbelt så mange skillinger, som moren havde givet væk. "Små" oplevelser som denne ansporer os til at tro på Evangeliet. Og enhver af os kan opleve denne glæde, denne lykke, der kommer af at se Jesu løfter virkeliggjort.
Når vi i dagens løb læser i Bibelen, møder vi Guds Ord; lad os så åbne vore hjerter og lytte, i tiltro til, at det, Jesus ønsker af os og lover os, det vil også ske.
Så vil vi, ligesom Maria og den fattige mor, snart opdage, at Jesus holder, hvad Han lover.
Chiara Lubich
¹ G. Rossé: Il Vangelo di Luca, Rom 1992, p. 67.
Tilbage til toppen
|
